AGF henter målmandstalent fra Serbien
Steffen Rasmussen vil i næste sæson blive presset af Aleksandar Jovanović i kampen om pladsen i AGF-målet.
Steffen Rasmussen får efter sommerpausen serbisk målmandskonkurrence i AGF. (Arkivfoto).
Steffen Rasmussen får efter sommerpausen serbisk målmandskonkurrence i AGF. (Arkivfoto). Foto: Koustrup Kenneth Lysbjerg/Polfoto


Fodboldklubben AGF har lørdag sikret sig den 23-årige serbiske målmand Aleksandar Jovanović på en fireårig aftale.

Målmanden har i denne sæson gjort det så godt for Radnicki Nis, at han i øjeblikket er indkaldt til det serbiske landshold. Jovanović er dog endnu ikke noteret for nogen A-landskampe for Serbien.

- Vi har fulgt Aleksandar Jovanović live flere gange i foråret, og her har han overbevist os om, at han er en dygtig målmand, som redder point til sit hold, og som har en stærk udstråling, siger sportschef Jens Andersson i en pressemeddelelse.

- Trods sin unge alder kommer han med masser af erfaring fra et højt niveau og er vant til at spille for mange tilskuere.

- Han befinder sig netop nu i landsholdslejren i Beograd, og jeg er glad for, at det trods dette lykkedes at lukke en aftale med ham, siger sportschefen.

I mange år har Steffen Rasmussen været skiftende AGF-træneres førstevalg i målet, men det kan være, at målmandshierarkiet ser anderledes ud, når Aarhus-klubben møder ind efter sommerpausen den 20. juni.

AGF runder sæsonen i Alka Superligaen af søndag, når aarhusianerne gæster FC København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.