AGF forlænger aftalen med Jens Jønsson
Midtbanespilleren Jens Jønsson bliver i AGF frem til sommeren 2017 efter at have underskrevet en ny kontrakt.


Den unge midtbanespiller Jens Jønsson har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med superligaklubben AGF.

Parterne har lagt et år mere på samarbejdet, som nu løber frem til sommeren 2017. Det skriver AGF i en pressemeddelelse.

- Det er et stærkt signal, at Jens har valgt at forlænge sin aftale, og at han på den måde tydeligt tilkendegiver, at han tror på det, vi er i gang med i AGF, siger sportschef Jens Andersson i meddelelsen.

Jens Jønsson har flere gange luftet sin utilfredshed med at spille i midterforsvaret, som den tidligere træner Morten Wieghorst oftest valgte til ham, men under Glen Riddersholm er han atter tilbage på sin favoritposition på midtbanen.

Det har været med til at overbevise Jønsson om, at han skulle forblive AGF'er.

- Jeg synes, det ser rigtig spændende ud med ny trænerstab og nyt setup. Det vil jeg gerne være en del af, og jeg vil gerne være med til at spille AGF længere op i tabellen, siger han.

- Samtidig har det også været alfa og omega for mig, at jeg er tiltænkt en plads på midten.

Cheftræner Glen Riddersholm er også glad for forlængelsen med en spiller, som er et produkt af klubbens ungdomsarbejde.

- Han er fra vores egen talentudvikling, og det betyder meget for os, at vi har nogle kulturbærere i klubben, som kan være med til at hjælpe AGF mod lysere tider, lyder det fra Riddersholm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.