Agesen: Vi har nemmere ved at sætte os op mod AGF
Der blev kæmpet hårdt om hver eneste bold, da Randers søndag slog AGF 2-1 i en kamp med otte advarsler.
Mads Agesen fra Randers i nærkamp med Kasper Junker fra AGF, da Randers vandt 2-1 i Aarhus i Alka Superligaen søndag.
Mads Agesen fra Randers i nærkamp med Kasper Junker fra AGF, da Randers vandt 2-1 i Aarhus i Alka Superligaen søndag. Foto: Casper Dalhoff/Polfoto


Der blev tacklet igennem fra første fløjt, da Randers søndag aften besejrede AGF 2-1 i Aarhus i Alka Superligaen.

Mads Fenger var heldig med kun at få gult kort, da han efter ti minutter fældede sin tidligere holdkammerat Kasper Junker i en voldsom tackling, der godt kunne have givet rødt kort.

- Ja, den er vel til mørkegult. De er rigtig gode venner, så det var vist en kamp i kampen. Det var fortjent, så jeg tror ikke, Fenger brokker sig over det.

- Junker rejste sig op og tog det som en mand, så der er ikke mere i det, siger Mads Agesen efter kampen.

Han fik selv et af kampens i alt otte gule kort, og han var glad for sejren, der betyder, Randers rykker op på en sjetteplads med fire point efter tre kampe.

- Det er vores strategi at spille hårdt. Vi er et fysisk stærkt hold, og vi havde måske lidt mere energi og nemmere ved at sætte os op til kampen, når det var AGF, vi mødte.

- Der er jo nogle stykker, der har spillet hos os tidligere, og dem ville vi selvfølgelig gerne slå.

- Det er tre point på kontoen, og det er dejligt. Nu er vi med, og er kommet på tavlen, inden toget kører. Det var forløsende, og vi er stolte af den arbejdsindsats, vi leverede, siger Mads Agesen.

Både AGF og Randers havde pustet til ilden inden kampen med stikpiller på de sociale medier, og det var ifølge Agesen med til at sætte spillerne ekstra op.

- Det har vi selvfølgelig lagt mærke til, og vi vil helt vildt gerne vinde især over AGF. Der var mange mennesker på stadion med fint vejr, så der var tænding på, og det synes jeg også, man kunne se, siger Agesen, der dog også havde ros til AGF.

- Rent resultatmæssigt er vi storebror. Ej, det kan gå op og ned, og jeg synes faktisk, AGF har fået samlet et fornuftigt hold, så det er ikke sådan, at jeg håber, det går dårligt for dem. Jeg koncentrerer mig om at spille i Randers, sagde han.

Randers møder i næste runde oprykkerne fra Horsens på hjemmebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.