Agent: Mourinho vil blive og kæmpe i Chelsea
Jorge Mendes oplyser, at José Mourinho ikke løber fra sit ansvar i Chelsea. Manageren taber appelsag.
Chelsea-manager, José Mourinho, har ikke tænkt sig at løbe fra sit ansvar i London-klubben, fortæller portugiserens agent. Torsdag tabte Mourinho en appelsag.
Chelsea-manager, José Mourinho, har ikke tænkt sig at løbe fra sit ansvar i London-klubben, fortæller portugiserens agent. Torsdag tabte Mourinho en appelsag. Foto: Matt Dunham/AP


José Mourinho er indstillet på at bringe Chelsea ud af krisen og føre mesterholdet tilbage til toppen af Premier League.

Det fortæller portugiserens agent, Jorge Mendes, i et interview med BBC, efter at flere kommentatorer har spekuleret i, at managerens tid i London-klubben måske nærmer sig enden.

- Der er mange mennesker, der siger sådan nogle ting, men det er der ingen chance for. Han vil løse problemet, siger Mendes og tilføjer, at Mourinho er den bedste til jobbet.

- Alle - det være sig spillere og trænere - har gode og dårlige perioder. Det er umuligt at finde en som ham til at løse problemet, siger agenten.

Chelsea har fået en elendig sæsonstart i Premier League med seks nederlag i 11 kampe, hvilket har placeret mesterholdet på en 15.-plads.

Onsdag kom der en lille opmuntring, da Chelsea i en nervøs forestilling på Stamford Bridge slog Dynamo Kiev med 2-1 i Champions League.

Willian scorede sejrsmålet syv minutter før slutfløjt i opgøret, der af flere kommentatorer var udråbt til en skæbnekamp for Mourinho.

Store dele af Chelseas tilskuere demonstrerede undervejs deres sympati med Mourinho med verbal opbakning.

- Supporternes reaktion fortæller alt. De kan lide ham, siger Jorge Mendes.

Torsdag tabte Mourinho i øvrigt en appelsag, efter at han for nylig udtalte, at dommerne i Premier League er bange for at dømme straffespark til Chelsea.

Det engelske fodboldforbund, FA, oplyser, at Mourinhos betingede stadionkarantæne på en spilledag samt en bøde på 50.000 pund svarende til en halv million kroner står ved magt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.