Det kan være hårdt nok i sig selv at gå gennem livet med et navn, der henleder opmærksomheden på kønsdele.
Men når Facebook ligefrem insisterer på, at ens navn er for frækt til at eksistere i virkeligheden, må det virkelig være surt. Det problem har den britiske kræftforsker Daniel Balls, der på trods af at hans efternavn kan oversættes til "klunker" eller "nosser", er en ganske anstændig og virkelig person.
Ifølge mediet Quartz har Mr. Balls kæmpet en årelang kamp mod Facebook, der har en meget rigid navnepolitik. For at undgå falske profiler tillader Facebook kun, at man registrerer sig med sit rigtige navn. Opdager Facebook profiler med falske navne, bliver de lukket ned. Problemet for Daniel Balls er bare, at Facebook ikke tror på, at det er hans rigtige navn, så de lukker konstant hans profil.
Daniel Balls kom uden om problemet ved i stedet at registrere sig med efternavnet Shlong - hvilket Facebook ironisk nok uden videre godtog, selvom det på britisk er slang for den lange fætter nord for bollerne.
Imidlertid er hans kone ikke videre begejstret over mandens nye Facebook-navn - især ikke når hun bliver tagget på billeder med ham, skriver Quartz.
I Danmark må vi håbe, at Facebook ikke sætter en tilsvarende hård jagt ind på frække fallos-efternavne på dansk. Især hvis man er velsignet med et af de forholdsvis almindelige danske efternavne Boller, Kæp eller Kølle.