Aftale på Ukraine-fredsmøde: Våbenhvile inden 48 timer
Putin, Porosjenko, Hollande og Merkel er enige om, at der skal indgås våbenhvile inden 48 timer.
Topmødet i Minsk i Hviderusland er torsdag morgen endt med en aftale om våbenhvile.
Topmødet i Minsk i Hviderusland er torsdag morgen endt med en aftale om våbenhvile. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


De politiske ledere fra Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig har torsdag morgen afsluttet et fredsmøde i den hviderussiske hovedstad Minsk med enighed om en våbenhvile i det østlige Ukraine.

Våbenhvilen skal ifølge nyhedsbureauet Reuters træde i kraft senest 14. februar.

Den aftale, som de fire stats- og regeringschefer er nået frem til, omfatter angiveligt en "tilbagetrækning af alle tunge våben og etablering af en demilitariseret zone".

I aftalen skifteres ifølge CNN angiveligt også en plan for Donbass-områdets fremtidige status.

Donbass omfatter regionerne Donetsk og Lugansk, som i vid udstrækning er under prorussiske separatisters kontrol.

I september sidste år underskrev Ukraine og Rusland en våbenhvileaftale, men den brød sammen, og den seneste måned har været særdeles blodig i det østlige Ukraine med fortsatte artilleriangreb.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, ventes at holde et pressemøde torsdag morgen.

Nyhedsbureauet Reuters henviser til et dokument fra forhandlingerne med titlen "En række foranstaltninger til implementering af Minsk-aftalen".

Dokumentet er dateret 5.30 torsdag morgen, og det omfatter 13 detaljerede punkter.

Merkel, Hollande, den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den russiske præsident, Vladimir Putin, har forhandlet natten igennem.

Omkring 5500 mennesker er dræbt i konflikten i det østlige Ukraine de seneste 10 måneder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.