Aftale låser boligpolitik i ny valgperiode
Selv hvis Lars Løkke kommer til magten, ligger den almene boligpolitik nu fast de næste fire år.
Danske almene boliger skal over de kommende fire år renoveres for 18 milliarder kroner.
Danske almene boliger skal over de kommende fire år renoveres for 18 milliarder kroner. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Selv hvis blå blok kommer til magten efter næste valg, står fredagens aftale om renovering af almene boliger for 18 milliarder kroner fast.

Konservative og Dansk Folkeparti har nemlig valgt at lade Venstre og Liberal Alliance stå tilbage på perron og køre med i en fireårig aftale med regeringen, SF og Enhedslisten.

Dermed kan en kommende blå regering ikke ændre på aftalen, som løber frem til udgangen af 2018, uden at begå forligsbrud.

- Dansk Folkeparti er et selvstændigt parti, og vi kan sagtens forhandle uden om Venstre. Det handler om, at vi får sat nogle markante aftryk, og det har vi gjort i den her aftale, siger Dansk Folkepartis boligordfører, Karina Adsbøl, om Venstres fravær i aftalen.

Hun mener, at Dansk Folkeparti har haft stor indflydelse på aftalens indhold.

- Vi har fået nogle markante indrømmelser, vi har sikret, at lejerne får nogle rigtig gode boliger. Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, siger ordføreren.

Hun fremhæver også udvidelsen af aftalens beløbsramme, et større beløb til tilgængelighed, en sikring mod social dumping og flere lærlinge- og praktikpladser som sejre for partiet.

Konservative valgte at stå uden for den del af aftalen, der omhandler lærlinge- og praktikpladser, men alligevel er boligordfører Charlotte Dyremose tilfreds med aftalen, selvom Venstre ikke er med.

- Jeg har valgt konservativ politik til, fastslår hun.

- Jeg har valgt den politik, der sikrer, at de mennesker, der bor i den almene sektor og selv betaler pengene ind til landsbyggefonden, kan få renoveret deres boliger så meget som muligt.

Hos Venstre tager boligordfører Louise Schack Elholm situationen med ro.

- Det er sådan demokratiet fungerer. Man må forholde sig til det flertal, der er nu, og man kan ikke vide, hvordan det ser ud efter et valg, siger hun og uddyber:

- Vi har valgt ikke at være med, fordi vi ikke synes, at aftalen er økonomisk ansvarlig, når den gældsætter lejerne frem til 2032.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.