Mens Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har travlt med at forhandle om, hvordan en eventuel ny blå regering skal sættes sammen, spekuleres der i hele blå blok om, hvem der skal være Folketingets nye formand.
Bliver det Bertel Haarder, der skal ringe med klokken fra Folketingets talerstol i den kommende folketingsperiode? Eller bliver det Pia Kjærsgaard, der skal holde ro og orden under statsministerens spørgetime, byde Dronningen velkommen og trykke hænder med præsidenter fra hele verden?
HVEM SKAL VÆRE FORMAND? STEM NEDERST I ARTIKLEN
Spændingen er stor, for både Venstres populære veteran Bertel Haarder og Dansk Folkepartis stifter og mangeårige formand Pia Kjærsgaard bejler til posten. Og hvor mange folketingsmedlemmer hele tiden har troet, at Bertel Haarder var det sikre kort, er der nu drama om posten, fordi Dansk Folkeparti med en solid fremgang ved folketingsvalget nu er Folketingets andet største parti og det største parti i blå blok.
Tulle har gode kort på hånden
Det giver DF-leder Kristian Thulesen Dahl en god forhandlingsposition, når han i de kommende dage skal forhandle med Lars Løkke Rasmussen. Og uanset om DF går med i regering eller ej, vil han kunne insistere på at få formandsposten, eller at Venstre skal betale en meget dyr pris for at afgive den.
Bliver Pia Kjærsgaard valgt, vil hun skrive Danmarkshistorie som Folketingets første kvindelige formand. Så længe forhandlingerne om en kommende borgerlige regering pågår, ønsker hun dog ikke selv at udtale sig, skriver hun i en sms til Avisen.dk.
Omvendt er der mange i Folketinget, der krydser fingre for at Bertel Haarder belønnes med posten efter fire årtier i dansk politik. Han blev første gang valgt ind i Folketinget i 1975, har mange års ministererfaring og har også været stemmesluger ved Europaparlamentsvalg. I dag er han første næstformand i Folketingets præsidium.
Flere kilder bryder sig heller ikke om, at DF får formandsposten, fordi det sender forkerte signaler til udlandet.
Egen bil, embedsbolig og høj gage
Allerede ugen efter folketingsvalget skal de 179 nyvalgte folketingsmedlemmer vælge ny formand. Grundloven siger nemlig, at Folketinget skal have en formand, som vælges straks efter, at et nyvalgt Folketing er trådt sammen. Med den fornemme titel følger også egen bil med chauffør, embedsbolig på Christiansborg og en gage på linje med Statsministeren.
Den nuværende formand for Folketinget Mogens Lykketoft stopper for at drage til New York og tiltræde nyt job som leder af FN's generalforsamling.