Afsløring: Her holder vi Melodi Grand Prix
Årets Grand Prix By 2017 bliver Herning, og festen finder sted intet mindre end i Jyske Bank Boxen.
Sidste år vandt den danske poptrio Lighthouse X
Sidste år vandt den danske poptrio Lighthouse X Scanpix


Vi ved, hvad der kommer til at ske.

Der bliver fest, farver og pirrende popsange, når Herning og Jyske Bank Boxen inviterer tusindvis af gæster og årets musikanter indenfor den 25. februar 2017.

Det er tredje gang, at Herning står for årets største musikfest. De forrige gange skete i 2009 og 2013.

- Melodi Grand Prix er en folkefest, og i Herning ser vi frem til igen at blive vært for en kæmpe musikfest for alle aldre. DR er den største kulturinstitution, Danmark har, og vi har tradition for et rigtig godt samarbejde med DR om store begivenheder i byen, siger Hernings Borgmester Lars Krarup i en pressemeddelelse fra DR.

Der er tradition for, at Melodi Grand Prix skifter fra år til år, fordi det skal være en fest for alle danskere.

”Melodi Grand Prix og MGP er hele Danmarks shows, og derfor er det naturligt for os, at vi kommer rundt i hele landet. Vi prioriterer at skifte by fra år til år, fordi vi ved, at Melodi Grand Prix og MGP samler hele befolkningen, og det kan vi virkelig mærke, når vi kommer rundt i landet. Det er en fest for alle, og derfor vil vi også give muligheden for at så mange som muligt kan være med,” siger DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Historisk succes i Europa

Seneste gang, Herning lagde by til, vandt Emmelie de Forest den danske konkurrence. En succes der blev fuldt op i den europæiske hovedkonkurrence Eurovision Song Contest.

Det scenarie håber DR nu at gentage, siger DR's underholdningschef.

- Vi er begyndt at lytte til de mange sange, vi har fået tilsendt, og der er altså noget at glæde sig til. Sangene er i god kvalitet, og det skal de også være, for vi skal i finalen til Eurovision næste år, så vi gør os virkelig umage for at skabe et show i verdensklasse,” siger Jan Lagermand Lundme.

Den danske version af sangkonkurrencen blev første gang afholdt i Radiohuset i København i 1957. Her vandt den nu gamle klassiker Skibet skal Sejle i Nat sunget af Gustav Winckler og Birthe Wilke. Parret afsluttede med et 11-12 sekunder langt kys, der dengang vakte skandale helt ude i Europa.

Om det bliver til succeser eller skandaler må vi se frem til den 25. februar. Og om end ikke de voksne kan, har børnene også en chance. Ugen efter holdes MGP i Boxen lørdag den 4. marts 2017.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.