
Del på Facebook
Før sad hun på den anden side af skrivebordet og afgjorde sager og traf beslutninger, som ikke altid faldt i 'klienternes' smag.
Nu er hun en helt blandt arbejdsløse, fordi hun turde stå frem og fortælle, hvordan kommunen presser dem til hovedløs aktivering for at spare penge.
Efter sin optræden i Avisen.dk i sidste uge er den tidligere sagsbehandler Eva Krogh blevet oversvømmet med henvendelser fra taknemmelige arbejdsløse.
"Det er helt ubeskriveligt, det hun gør. Endelig en person, som kender systemet indefra, som tør stå offentligt frem og fortælle sandheden. Hun fortjener vores respekt," siger René Erbs fra netværket 'Behandl os ordentligt'.
Blomster til døren
Netværket, der kræver anstændighed for arbejdsløse og borgere i det sociale system, kvitterede for ærligheden med en stor buket blomster.
Eva Krogh havde svært at holde tårene tilbage.
"Det er simpelt hen så rørende, at så mange mennesker sætter pris på, at jeg har valgt at stå frem med min historie," siger hun.
Indtil januar i år var hun sagsbehandler for dagpengemodtagere i Kerteminde Kommune.
I dag er hun på efterløn, og skammer sig over den måde, hun og andre sagsbehandlere behandlede de arbejdsløse på.
"De sædvanlige brokkerøve"
I Avisen.dk fortalte hun blandt andet om det 'sicilianske' tilbud. Et ultimatum om aktivering, som den ledige ikke kunne sige nej til, selv om tilbuddet ofte var valgt, fordi det var de billigste.
Både lokal-og landsmedier har efterfølgende fulgt op på historien.
Selv om Kerteminde Kommune har afvist den rå håndtering af arbejdsløse, som Eva Krogh fremstiller, har hun efterfølgende fået mange klap på skulderen fra både tidligere og nuværende ansatte i kommunen.
Læserbrevsskribenter i regionalavisen Fyens Stiftstidende har også hyldet Eva Krogh for hendes indsats.
"Men selvfølgelig har der også været indlæg fra de sædvanlige brokkerøve," siger Eva Krogh og griner.
Læs også: Vennetjenester? Det bruger vi ikke i kommunen
Foto: Se tårene trille hos de arbejdsløses nye helt
Læs også: "Vi gav ledige det 'sicilianske' tilbud"
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.