Afslappet Leicester-manager: Presset er på de andre
Det er storklubberne, der har mest på spil i den kommende Premier League-sæson, mener Claudio Ranieri.
Leicesters manager, Claudio Ranieri, regner med, at hold kan leve op til sidste sæsons flotte præstationer.
Leicesters manager, Claudio Ranieri, regner med, at hold kan leve op til sidste sæsons flotte præstationer. Foto: Andrej Isakovic/AP


Leicester-manager Claudio Ranieri har valgt den tilbagelænede attitude, inden klubben skal forsvare sidste sæsons sensationelle engelske mesterskab.

Det er nemlig ikke mesterklubben, der er under pres, påpeger han. Det er alle de traditionelle storklubber, der kun så skosålerne af Leicester-spillerne i sidste sæson.

- Alt er anderledes nu. Man forestiller sig de store hold, der ikke vandt noget i sidste sæson og som ikke kvalificerede sig til Champions League, siger Ranieri ifølge Reuters til britisk presse.

Mange af titelkandidaterne har hentet ny inspiration i trænersædet. Antonio Conte har overtaget Chelsea, Josep Guardiola er blevet hyret af Manchester City, mens José Mourinho har overtaget ansvaret for Manchester United.

- De klubber bliver vanvittige nu. De vil slå ihjel - ikke bare os, men alle de andre hold.

- De har nye managers, fantastiske managers. Antonio Conte er fantastisk. José, alle kender José. Josep Guardiola er en herlig person og en god manager.

- Jeg griner, for kun én manager kan stå med mesterskabet, når sæsonen er forbi, og presset er ikke på mig, det er på dem, siger Ranieri.

Hans bedrift med Leicester i sidste sæson er vurderet som en af de største overraskelser nogensinde i engelsk fodbold. Hos nogle bookmakere kunne man få pengene 5000 gange igen på Leicester som engelsk mester.

Nu handler det om at gentage kunststykket. Holdets danske målmand, Kasper Schmeichel, har allerede forsikret for, at spillerne er akkurat lige så sultne som i sidste sæson.

Hans manager fokuserer i første omgang på præstationerne og ikke om at genvinde titlen.

- Jeg siger til spillerne, at vi kan gentage sidste sæsons præstation. At vinde igen er en drøm, siger Claudio Ranieri.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.