Anita Banner, Isabellas, Aller Media
En fryser, der ikke er afrimet, bruger meget strøm på at vedligeholde mængden af is, der har ophobet sig i den. Derfor er det vigtigt, at du jævnligt får tømt fryseren og skilt dig af med den overflødige is. Her en den bedste metode:
Hvor rent er dit køkken? Læs mere på isabellas.dk
Fjern de frosne madvarer
Det giver bedst mening at afrime fryseren på et tidspunkt, hvor du i forvejen er ved at komme i bund med dit frosne hakkekød, ærter, bær, flutes, eller hvad du nu har liggende. Har du stadig madvarer tilbage i fryseren, så tag dem ud, og opbevar dem i en køletaske. Her i januar, hvor der er koldt udenfor, kan du også bare stille madvarerne i en pose på terrassen, fx på havebordet, hvor evt. dyr i haven ikke så nemt kan komme til dem.
Undgå at sne og salt ødelægger din have. Læs mere på isabellas.dk
Brug aldrig en kniv
Sluk nu for strømmen til fryseren. Er der store stykker af fast is i fryseren, kan du prøve forsigtigt at fjerne dem med hænderne. Stil herefter en opvaskebalje med varmt vand ind i fryseren, luk lågen, og lad baljen stå i ca. et kvarter. Skrab så isen væk med en træ- eller plastikskraber, der ikke ridser. Brug endelig ikke en kniv, da den kan ødelægge fryseren. Er der prop i bunden af din fryser, tager du den ud og sætter en skål under, så det smeltede is kan løbe fra. Har der ophobet sig meget store mængder af is i fryseren, bliver du måske nødt til at stille en ny portion varmt vand ind i fryseren, efter at du har skrabet i isen, skriver magasinet Isabellas.
Slip af med bananfluer. Læs mere på isabellas.dk
Gør fryseren ren
Når al isen er smeltet og løbet fra, bør du vaske fryseren med sæbevand og tørre den med en ren klud. Læg dine frosne madvarer tilbage i fryseren. Er der is på dem, kan du fjerne så meget som muligt med hænderne, inden du lægger dem på plads. Som hovedregel anbefales det at afrime fryseren cirka fire gange om året.