Afrikanske lande: Strømmen mod Europa vil fortsætte
Dette er århundredet for "den store blanding af folkeslag og kulturer", fastslog afrikansk minister på topmøde
De afrikanske og europæiske ledere var samlet i denne uge i Malta til topmøde om flygtninge og migranter.
De afrikanske og europæiske ledere var samlet i denne uge i Malta til topmøde om flygtninge og migranter. Foto: Antonio Calanni/AP


Deltagerne på topmødet i Malta mellem EU og flere end 30 afrikanske lande er enige om, at der skal sættes ind over for flygtninge og migranter allerede i deres hjemlande.

Men samtidig gør mange af de afrikanske ledere det klart, at de ikke ønsker at stoppe migrationen til Europa.

Det skriver den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ).

Alle mulige modstridende interesser til trods var der på topmødet enighed om behovet for et tættere flygtningepolitisk samarbejde.

Men der er langt fra ord til handling.

De europæiske lande skulle ifølge en annonceret plan fordoble EU-Kommissionens indskud på 1,8 milliarder euro til en fond, der ses som et nødvendigt økonomisk instrument til at gennemføre en lang og detaljeret handlingsplan, som blev aftalt på topmødet.

Men torsdag ved underskrivelsen af aftalen for fonden var indskuddet blot 78 millioner euro.

Så det blev ifølge det tyske dagblads EU-korrespondent et topmøde fyldt med håb - og skuffelser.

Man skal ikke forvente, at initiativet kaster hurtige resultater af sig. Gradvist vil der måske være synlige resultater, mener avisen.

- Adskillige afrikanske repræsentanter efterlod ingen tvivl om, at migrationen til Europa er uundværlig på grund af de penge, som migranterne sender tilbage til hjemlandet, skriver FAZ.

Senegals præsident, Macky Sall, formulerede det lidt anderledes:

- Vores kald er ikke at sende flygtninge til Europa, men at udvikle Afrika.

Marokkos udenrigsminister, Salahedine Mezouar, påpegede, at halvdelen af de anslåede 30 millioner flygtninge i Afrika fortsat befinder sig på kontinentet.

At han forventer, at strømmen mod Europa fortsætter, blev tydeliggjort af hans beskrivelse af det 21.-århundrede som "århundredet for den store blanding af folkeslag og kulturer".

Så vidt ville den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ikke gå.

- Vores fremtid ligger i lovlig udveksling. Ikke i finansieringen af smuglere og menneskehandlere, sagde Merkel ifølge FAZ.

Hun omtaler topmødet som "begyndelsen på et nyt systematisk samarbejde", og fremhæver målet om at fordoble antallet af europæiske stipendier til studerende og videnskabelige medarbejdere fra Afrika inden 2017 samt yderligere samarbejdsprojekter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.