Aflyste skoleprøver: Det var ikke en fejl
Cowi, der står bag systemet, opfyldte Undervisningsministeriets egne krav, lyder det fra virksomheden.
Firmaet bag det digitale system, der bruges til folkeskolernes prøver, afviser, at der er sket en fejl. Arkivfoto
Firmaet bag det digitale system, der bruges til folkeskolernes prøver, afviser, at der er sket en fejl. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Der var ikke tale om en fejl i det digitale system, der i sidste uge betød, at folkeskolernes digitale udgave af prøverne i biologi og geografi blev aflyst.

Det mener udvikleren af systemet, Cowi, der påpeger, at selskabet udviklede systemet ud fra de krav og ønsker, som Undervisningsministeriet i sin tid havde, skriver IT-mediet Version 2.

- Det er ikke en fejl i programmeringen. Det var et aktivt valg, vi traf dengang sammen med Skolestyrelsen, siger markedsdirektør i Cowi Knud Erik Christensen til Version 2.

- Vi har programmeret systemet efter Skolestyrelsens specifikation, siger han.

Problemet bestod i, at et svar ikke automatisk blev gemt. Hvis en elev ikke havde færdiggjort sit spørgsmål - eller ikke trykket gem - inden tiden udløb, ville svaret således gå tabt - og i sidste ende påvirke karakteren.

- Man ønskede, at eleverne var bevidste om deres svar. På godt og ondt valgte vi den her løsning, så vi var sikre på, at eleverne forholdt sig til alle spørgsmål og gemte svarene i stedet for at auto-save. siger Knud Erik Christensen.

- Det kunne også betyde, at eleverne ikke nåede at gemme, men det havde man taget højde for som en del af den information, eleverne fik i forbindelse med prøven, siger han til Version 2.

Cowi leverede systemet til Undervisningsministeriet i 2007. Siden 2011 har Styrelsen for It og Læring været ansvarlig for driften af systemet.

Ifølge Version 2 gennemgik Undervisningsministeriet i efteråret 2011 de nationale test for fejl, efter at en teknisk fejl i systemet gjorde, at nogle elever fik for lave karakterer i de nationale test i dansk og læsning.

Dengang blev det seneste problem overset.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.