Afløser han Olsen? Åge Hareide stopper i Malmö FF
Åge Hareide har sagt op i Malmö FF, hvilket forstærker rygterne om, at han bliver dansk landstræner.
Åge Hareide stopper som træner for Malmö FF. Det giver ny næring til rygterne om, at han skal være dansk landstræner.
Åge Hareide stopper som træner for Malmö FF. Det giver ny næring til rygterne om, at han skal være dansk landstræner. Foto: Thibault Camus/AP


Åge Hareide stopper som træner i Malmö FF. Det bekræfter den svenske klub onsdag på sin hjemmeside. Hareide er blandt kandidaterne som dansk landstræner.

Den norske træner har længe været det varmeste rygte som kommende dansk landstræner efter Morten Olsens stop.

Det er Hareide, som har sagt op i Malmö FF, der nu skal til at finde en ny træner til den kommende sæson.

- Åge har meddelt mig, at han ikke kommer til at træne os næste år. Vi har haft indikationer på det i et stykke tid, så processen med at finde en ny cheftræner er i gang, siger Malmö-sportschef Daniel Andersson til klubbens hjemmeside.

Åge Hareide benytter også lejligheden til at takke klubben.

- Jeg vil gerne takke foreningen for to fantastisk gode år. Tak til spillere, min stab, alle ansatte og tak for støtten til alle fansene. Det har været en fantastisk tid, siger Hareide.

Nordmandens sidste kamp i spidsen for klubben bliver dermed udekampen i Champions League mod Real Madrid i næste uge.

Hvorfor Åge Hareide har sagt op, melder klubben ikke noget om, og Dansk Boldspil-Union (DBU) har stadig ikke indkaldt til et eventuelt pressemøde med præsentation af ny landstræner.

Gennem de seneste uger har flere danske og svenske medier erfaret, at Åge Hareide bliver Danmarks næste landstræner, og den norske træner har bekræftet, at han er en af kandidaterne til jobbet.

Med hans opsigelse i Malmö vil rygterne om hans fremtid som dansk landstræner uden tvivl intensiveres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.