Afhoppet DF'er vil ikke aflevere mandat: "Nu bliver jeg stædig"
DF-afhopperen Rikke Karlsson siger, at hun ikke vil være med til at dække over noget, der er helt mørkelagt.
- Jeg har tænkt mig at bevare mit mandat, så jeg kan fortsætte arbejdet med at få undersøgt de her forhold. Nu bliver jeg stædig, siger den afhoppede DF'er Rikke Karlsson.
- Jeg har tænkt mig at bevare mit mandat, så jeg kan fortsætte arbejdet med at få undersøgt de her forhold. Nu bliver jeg stædig, siger den afhoppede DF'er Rikke Karlsson. Foto: MARCUS TRAPPAUD BJØRN/POLFOTO


DF's afhoppede EU-parlamentariker Rikke Karlsson vil blive i Europaparlamentet for at fortsætte arbejdet med at få indsigt i, hvordan i alt 12 millioner omstridte EU-kroner er blevet brugt sidste år.

- Jeg har selv været med i et halvt år i 2014, og jeg vil ikke være med til at tage ansvaret for at dække over noget, der er fuldstændig mørkelagt, siger Rikke Karlsson i et interview med Ritzau.

Hun har altid følt sig godt behandlet af sit parti, hun har altid anset sig selv for at være "utrolig loyal" over for Dansk Folkeparti, og hendes onkel er det mangeårige fremtrædende DF-folketingsmedlem Søren Espersen.

Så hun har netop truffet sit politiske livs sværeste beslutning ved at sige farvel til sit parti.

Men hun kunne mærke på sin mavefornemmelse, at hun ikke kunne leve med, at Morten Messerschmidt ikke ville give hende indsigt i regnskaberne for alliancen Meld og fonden Feld, der skulle støtte blandt andre Dansk Folkepartis europæiske politiske arbejde og ikke for eksempel valgkampe i hjemlandet.

Morten Messerschmidt, der i 2014 fik et tordnende genvalg til Europaparlamentet med næsten 466.000 personlige stemmer, har tirsdag opfordret Rikke Karlsson til at nedlægge sit mandat.

Men det vil Rikke Karlsson ikke, selv om hun i 2011 selv opfordrede en anden DF-afhopper, Anna Rosbach, til netop at træde ud af Europaparlamentet med den begrundelse, at det ville være det mest loyale over for partiet.

- Jeg har tænkt mig at bevare mit mandat, så jeg kan fortsætte arbejdet med at få undersøgt de her forhold. Nu bliver jeg stædig, siger Rikke Karlsson.

Hun siger, at Meld og Feld tilsammen har rådet over 12 millioner kroner i 2014, og alt, hvad hun hele tiden har bedt om, er at få at vide, hvordan pengene er blevet brugt.

Den afhoppede DF'er siger, at hun ikke beskylder nogen for svindel med pengene, men hendes tillid til, at de mange millioner er brugt, som de skal, er blevet "mindre og mindre, jo mere man har forsøgt at dække over disse regnskaber".

- Jeg synes faktisk ikke, at det er mig, der er galt på den. Jeg er kun skyldig i at bede om at se nogle regnskaber, som jeg selv har hæftet for, siger hun.

Rikke Karlsson er vant til at råbe op, hvis der er noget, der efter hendes mening ikke er i orden.

Som kommunalbestyrelsesmedlem i Rebild beskyldte hun i 2012 en topembedsmand for at lyve i en grov incestsag, der også endte med at afsløre en pilrådden forvaltningskultur.

- Der er ikke noget, der er mere vigtigt end at være ærlig og stille spørgsmål til noget. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg ikke føle, at jeg tog mit ansvar alvorligt, og så er det bedre at finde på noget andet at lave, siger Rikke Karlsson.

Hun vil nu fortsætte som løsgænger i Europaparlamentet og har ingen planer om at melde sig ind i et andet parti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.