Afgørende sommer venter for dansk ishockeytalent
Oliver Bjorkstrand får travlt i vægtlokalet i sommerferien, inden han skal forsøge at spille sig ind i NHL.
Oliver Bjorkstrand får VM-debut for Danmark fredag aften.
Oliver Bjorkstrand får VM-debut for Danmark fredag aften. Foto: Jan Korsgaard/free


Det er spændende måneder for ishockeyspilleren Oliver Bjorkstrand.

I disse dage VM-debuterer han for det danske seniorlandshold, og efter sommerferien venter et afgørende udskilningsløb, når han skal forsøge at spille sig ind på NHL-holdet Columbus Blue Jackets.

- Jeg skal bruge sommeren på at træne meget. Jeg skal blive stærkere og arbejde med de ting, jeg skal blive bedre til. Om jeg så bliver god nok til NHL i år, må tiden vise.

- Hvis de vil sende mig ned til AHL, må jeg jo acceptere det, men det bliver en stor sommer for mig, siger Oliver Bjorkstrand.

Den 20-årige forward er allerede veltrænet, men er af natur relativt spinkel. Derfor skal der slides hårdt i vægtlokalet.

- Vægten er en af de ting, de altid taler om i Columbus, når vi snakker sammen. Jeg er lidt langsom i udviklingen med at få de rigtige kilo på. Men de er ikke nervøse, for de ved, at det tager lidt ekstra tid for mig med den krop, jeg har, siger Oliver Bjorkstrand.

I princippet kan han stadig blive sendt tilbage til juniorholdet Portland Winterhawks i næste sæson, men det bliver næppe aktuelt.

- Med mindre, der sker noget meget mærkeligt, hedder det NHL eller AHL næste sæson, siger Bjorkstrand.

Han kan se tilbage på en kanonsæson i Portland, hvor han lavede 76 mål i 76 kampe.

Onsdag blev han kåret til den bedste spiller i hele WHL-ligaen ved en fest, som han var nødt til at sende afbud til, fordi han skulle slutte sig til det danske VM-hold i Ostrava i Tjekkiet.

- Jeg tænkte, at det var bedre, at jeg kom hertil et par dage før min første VM-kamp. Så kan jeg lige komme ind på holdet på den rigtige måde. Desværre gik jeg glip af festen, men jeg lavede en video til dem, hvor jeg sagde tak, siger Bjorkstrand.

Han får sin VM-debut fredag aften, når Danmark møder USA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.