Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Afghanske skolebørn beder for skudt pige

En 14-årige pakistansk skolepige og aktivist, der blev skudt i hovedet af Taliban, ligger fortsat i koma.

13. okt. 2012 kl. 12:34
Start et spil på Spigo.dk
Spil
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen

Skoler i Afghanistan har lørdag indledt undervisningen med at bede for hurtig helbredelse af den 14-årige pakistanske skolepige Malala Yousufzai, der tirsdag blev skudt i hovedet af Taliban.

De afghanske myndigheder siger, at det var for at vise solidaritet med hende.

Pakistansk Taliban skød den 14-årige børnerettighedsaktivist og blogger i hovedet, da hun steg op i en skolebus tirsdag. Det betragtes som en hævn for hendes kampagne for retten til skolegang i de militantes hidtidige højborg i Swatdalen.

Hun behandles lørdag fortsat på intensivafdelingen på et sygehus, hvor hun fredag fik besøg af Pakistans premierminister, Raja Pervez Ashraf.

- Det er ikke blot en forbrydelse mod et individ, men også mod menneskeheden og et angreb på vore nationale og sociale værdier, sagde han og lovede at intensivere opgøret med de militante islamister.

Nedskydningen af den 14-årige aktivist er blevet fordømt i store dele af verden, og de pakistanske myndigheder har udlovet en dusør på 600.000 kroner for pågribelsen af dem, der har skudt Malala.

Også i nabolandet Afghanistan har attentatet vakt opsigt.

- For at vise medfølelse med Malala Yousufzai har omkring 9,5 millioner elever i hele landet på 15.500 skoler og uddannelsesinstitutioner bedt for hendes hurtige helbredelse, siger talsmand for det afghanske undervisningsministerium Amanullah Imam.

- Eleverne har også udvist solidaritet med deres søster, Malala, fordi angrebet på hende også er et angreb på undervisning, siger han.

- Malala er bare en pige og en skoleelev ligesom os. Hun skulle ikke have været skudt. I dag har vi læst i Koranen og bedt for hende, siger Freshta, der er elev i 10.-klasse.

Solidariteten med Malala kommer to dage efter, at bevæbnede mænd angreb en pigeskole i den relativt fredelige Bamyan-provins i det centrale Afghanistan. De forårsagede omfattende ødelæggelser, men ingen kom til skade.

Taliban-regimet, der blev væltet af den amerikansk-ledede invasion i 2001, havde indført et strengt forbud mod, at piger kunne gå i skole.

Der er frygt for, at de landvindinger, som kvinder og piger har opnået, siden Taliban blev væltet, kan smuldre, når de internationale styrker trækker sig ud i 2014.

/ritzau/AFP

Læs også: Nægtede sex for penge og blev halshugget

Læs også: Politiker og hans treårige søn skudt og dræbt

Læs også: Muslim-kritisk instruktør sendt i fængsel

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites