Afghanistan indgår sikkerhedsaftale med Nato og USA
Ny aftale betyder, at omkring 12.500 soldater ventes at blive i Afghanistan efter årsskiftet.
12.000 amerikanske soldater skal blive i Afghanistan.
12.000 amerikanske soldater skal blive i Afghanistan. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO


USA og Nato har underskrevet en længe ventet sikkerhedsaftale med Afghanistan, der sikrer, at udenlandske soldater kan blive i landet til efter 2014, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Afghanistans nationale sikkerhedsrådgiver, Hanif Atmar, og den amerikanske ambassadør James Cunningham underskrev den bilaterale aftale ved en tv-transmitteret ceremoni i det afghanske præsidentpalads i hovedstaden Kabul.

Aftalen betyder, at 12.500 udenlandske soldater, hvoraf de 9800 er amerikanske, bliver i Afghanistan efter årsskiftet. Her skal de blandt andet uddanne og assistere afghanske sikkerhedsstyrker.

Afgående Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen byder det velkommen, at Afghanistan tirsdag har skrevet under på aftaler med USA og Nato om udenlandske soldaters fremtidige ophold i Afghanistan.

- Aftalen om Nato-styrkernes status giver det juridiske grundlag for, at vores nye mission kan træne, rådgive og assistere de afghanske sikkerhedsstyrker, efter at Isaf-missionen bliver afsluttet ved årets udgang.

- Vi er også fortsat indstillet på at hjælpe med at finansiere de afghanske sikkerhedsstyrker frem til udgangen af 2017, at hjælpe Afghanistan med en yderligere styrkelse af landets institutioner og at videreudvikle det politiske og praktiske samarbejde med Afghanistan, hedder det i en pressemeddelelse fra Fogh på hans sidste dag som Nato-leder.

Sikkerhedsaftalen bliver underskrevet dagen efter, at Ashraf Ghani blev taget i ed som Afghanistans nye præsident. Det var et af Ghanis valgløfter ved det afghanske præsidentvalg at underskrive aftalerne med USA og Nato.

Ghanis forgænger på præsidentposten Hamid Karzai afviste at skrive under på aftalen.

Antallet af udenlandske soldater i Afghanistan bliver i løbet af 2015 gradvist neddroslet, og efter planen vil antallet blive reduceret til såkaldt normal ambassade-niveau i slutningen af 2016.

Der er lige nu omkring 41.000 Nato-soldater i Afghanistan.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.