Afgående norsk landstræner: Presset blev for stort
Presset på spillerne blev så stort, at Per-Mathias Høgmo følte sig nødsaget til at trække sig som landstræner.
Per-Mathias Høgmo på vej til pressemødet, hvor han uddyber sin beslutning om at stoppe som norsk landstræner.
Per-Mathias Høgmo på vej til pressemødet, hvor han uddyber sin beslutning om at stoppe som norsk landstræner. Foto: Ruud, Vidar/Scanpix


Onsdag formiddag meddelte Norges landstræner Per-Mathias Høgmo og det norske fodboldforbund (NFF), at man var blevet enige om at ophæve samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

På et efterfølgende pressemøde i Oslo forklarede Høgmo årsagen til sit stop:

- Jeg følte, at presset på spillertruppen, holdet og organisationen var blevet så stort, at det føltes rigtigt, at jeg trådte tilbage, forklarer Høgmo.

- Hvis ikke jeg havde gjort det, havde jeg følt, at jeg satte mig selv over holdet, og det ville være forkert.

Presset på Høgmo har været stigende, efter at Norge har leveret adskillige dårlige indsatser på det seneste.

Holdet har kun formået at slå lilleputten San Marino i de seneste seks kampe, og med tre nederlag i fire VM-kvalifikationskampe er slutrunden i Rusland i 2018 langt væk lige nu.

11. november tabte holdet senest 1-2 til Tjekkiet, og Høgmo har brugt tiden efterfølgende på at overveje sin situation.

- Efter den seneste kamp tænkte jeg, at det var vigtigt at få det lidt på afstand og tænke tingene igennem, lyder det fra Høgmo, som fortsat har stor tiltro til holdet.

- Jeg har fortsat stor tro på holdet og de spillere, som er en del af det.

Ifølge forbundet har man nu indledt arbejdet med at finde en afløser, og man regner med at kunne præsentere en ny landstræner inden næste landskamp, som spilles i marts 2017.

FC København-træner Ståle Solbakken og den tidligere svenske landstræner Erik Hamrén er i norske medier nævnt som emner til det ledige sæde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.