Han nåede at være forsvarsminister i 14 måneder.
Men lønchecken fra Forsvarsministeriet til den afgående minister, Peter Christensen, fortsætter lidt endnu.
Han får nemlig det, der kaldes ministereftervederlag.
Reglerne siger, at en minister har ret til eftervederlag afhængig af, hvor længe man har været minister - dog mindst 18 måneder.
Som minister havde Venstre-manden en årsløn på cirka 1,2 millioner kroner.
Det efterlader ham med halvanden årsløn - altså cirka 1,8 millioner kroner.
Der er dog en række indtægter, som kan medføre, at en forhenværende ministers eftervederlag nedsættes.
Det fremgår af et faktaark om reglerne for ministervederlag, som Moderniseringsstyrelsen har lavet.
Ud over eftervederlag har afgående ministre ret til ministerpension.
Det kræver, at man har siddet mindst et år på ministertaburetten.
Pensionens størrelse afhænger af, hvor længe man har siddet som minister.
I Peter Christensens tilfælde udgør ministerpensionen 87.681 kroner om året.
Pensionen kan udbetales fra det tidspunkt, han når efterlønsalderen.
Også den afgående beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, har udsigt til et eftervederlag og en ministerpension i samme størrelsesorden som den, der tilfalder Peter Christensen.
De to øvrige afgående ministre, transportminister Hans Christian Schmidt (V) og kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V), har ligeledes udsigt til eftervederlag og ministerpension.
Lønnen som folketingsmedlem vil dog blive modregnet i eftervederlaget.
Et flertal af partierne på Christiansborg blev tidligere på året enige om at ændre reglerne fra og med næste folketingsvalg.
Det betyder, at mindsteperioden for udbetaling af eftervederlag til ministre sænkes fra 18 til seks måneder.
Derudover skal det først være muligt at få udbetalt pension ved folkepensionsalderen.
/ritzau/