Affaldsimport er kunstigt åndedræt til døende industri
Naturfredningsforeningen mener, at affaldsimport til forbrænding bør droppes til fordel for mere genanvendelse


At øge importen til Danmark af udenlandsk affald til forbrænding er en meget dårlig idé, mener Danmarks Naturfredningsforening (DN).

De danske affaldsselskaber vil skrue markant op for import af ikke genanvendeligt affald som pap og plast for at udnytte ledig kapacitet på danske affaldsanlæg til at lave fjernvarme og el.

Ifølge en ny analyse fra EA Energianalyse for Danske Affaldsforening er det en win win-situation, da engelske lossepladser spares for affald, som i stedet giver danske forbrugere billigere fjernvarme.

Også for klimaet er det bedre end at deponere affaldet.

Ifølge rapporten er en gevinst på 1,1 milliarder kroner, når de danske affaldsenergianlæg udnyttes mere.

- Men vi skal ikke forsøge at løse andre landes affaldsproblemer ved at give kunstigt åndedræt til affaldsforbrænding, som er en døende industri på sigt, siger miljømedarbejder Christian Poll fra DN.

- Det er bare med til at cementere en forkert kurs og en lind strøm af lastbiler med affald til Danmark frem for at genanvende mere affald både her og i udlandet, siger han.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) er skarpe kritikere af Danmarks position som Europas førende i afbrænding af affald.

- Så længe vi ikke får begrænset kapaciteten på affaldsforbrændingsanlæggene herhjemme, vil den her diskussion blive ved med at dukke op, siger Christian Poll.

Han mener, at antallet af danske affaldsforbrændingsanlæg skal ned fra de nuværende 26 til fem-otte stykker.

Hos tænketanken Concito, der arbejder på at mindske global opvarmning, er man enig med affaldselskaberne i, at affaldsimport er bedre for klimaet end flere andre alternativer.

- Sammenlignet med brug af fossilt brændsel eller import af træ fra udenlandske skove, så er affaldsimporten vinderen ud fra en ren klimamæssig betragtning, siger videnschef hos Concito, Torben Chrintz.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.