Afdød prinsesse mindes med mode og blomster
Prinsesse Diana hyldes på 20-års-dagen for sin død med modeshow og blomsterhav.


Næste år er det 20 år siden, at prinsesse Dianas tragiske død chokerede hele verden.

For at markere 20-års-dagen og hylde den afdøde prinsesse slår Kensington Palace dørene op og lægger hus til en royal modeudstilling.

På udstillingen kan royale fans og modeinteresserede gå på opdagelse i den populære og beundrede prinsesses mest ikoniske stykker tøj, skriver The Mirror.

Gæsterne vil blandt andet kunne se nærmere på den kendte mørkeblå aftenkjole, som prinsesse Diana bar, da hun tog en svingom med skuespilleren John Travolta i Det Hvide Hus.

Den tidligere prinsesse hyldes også i slotshaven, hvor et sandt blomsterhav skal markere den sørgelige dag. Blomsterkunsten vil blandt andet bestå af et tæppe af blomstertypen "forglemmigej", mens tulipaner og senere hvide roser også vil være en del af hyldesthaven.

Kjoleudstillingen åbner allerede i februar i år, mens blomsterhaven forventes at stå klar i løbet af foråret.

"Folkets prinsesse", som Diana også blev kaldt, blev kun 36 år gammel. Hun omkom på tragisk vis i en bilulykke i Paris den sidste augustdag i 1997, og det kastede store del af den britiske befolkning ud i dyb sorg.

Briterne har sørget og mindet den tidligere prinsesse hvert år lige siden, og på årsdagene har blomster, balloner og britiske flag prydet porten ind til Kensington Palace.

Prinsesse Diana giftede sig i 1981 med prins Charles, og sammen fik de sønnerne prins William og prins Harry. I 1996 blev det royale par skilt efter flere år som separerede.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.