Afbudsramt Viborg slår Team Tvis Holstebro i topbrag
Viborg ligger alene på andenpladsen i kvindernes håndboldliga efter udesejren over Team Tvis Holstebro.


Viborgs håndboldkvinder er nu at finde på andenpladsen i Boxer Dameligaen. I en direkte kamp om denne placering vandt holdet onsdag aften ude over Team Tvis Holstebro med cifrene 26-23.

Det forsvarende mesterhold fra Viborg HK havde ellers mange odds imod sig op til kampen. På grund af mange afbud var bænken yderst tynd, og Tvis Holstebro fik da også den bedste start på kampen med en hurtig tremålsføring.

Men Viborg kom tilbage og fik gjort første halvleg lige, så Tvis blot førte 14-13 ved pausen.

Straks i anden halvleg overtog Viborg føringen, og hjemmeholdet blev holdt en smule på afstand i resten af kampen, der blev vundet med tre mål.

Onsdagen bød på endnu et opgør mellem to af ligaens bedste hold. På hjemmebane fortsatte topholdet Team Esbjerg de imponerende takter og vandt hjemme med 34-28 over Randers HK.

Kronjyderne fik ellers den bedste start og kunne gå til pausen med en føring på 17-16, men vestjyderne satte sig på kampen fra begyndelsen af anden halvleg med fire scoringer på stribe. Siden blev føringen kun udbygget.

I onsdagens sidste kamp vandt FC Midtjylland som ventet nemt over rækkens agterlanterne, Nykøbing Falster. Udesejren lød på 28-15 efter 14-6 ved pausen.

I toppen fører Esbjerg med 20 point foran Viborg med 18. Derefter følger både Tvis Holstebro og FC Midtjylland med 16 point. Alle har spillet 11 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.