Ærter fra omstridt avler stadig i butikkerne
Nuværende og tidligere ansatte hos en fynsk ærteavler beretter om kummerlige arbejdsforhold. Forbrugerne vil have ærterne væk fra butikkerne, men de er til at købe endnu.
Den rumænske ambassade har bedt 3F om at undersøge forholdene, efter at 14 rumænere er blevet fyret uden varsel af den fynske ærteavler.
Den rumænske ambassade har bedt 3F om at undersøge forholdene, efter at 14 rumænere er blevet fyret uden varsel af den fynske ærteavler. Foto: SCANPIX arkiv


"Jeg vil strege ærter på indkøbslisten i dag. Jeg er sikker på, at de har en grim smag af løndumping."

Sådan skriver Ritta på Avisen.dk's Facebookside, hvor der er kommet mange vrede kommentarer til historien om, at landets største ærteavler, Peter Skov Johansen i Refsvindinge på Østfyn, angiveligt byder sine ansatte meget barske vilkår.

Læs også: Afstemning: Skal fynsk ærteplukker have sparket?

Tidligere og nuværende ærteplukkere har til Fyens Stifstidende berettet om arbejdsdage, der varer til langt ud på aftenen. De har også fortalt om omgåelse af mindstelønnen på 132 kroner. Fyens Stiftstidende har set lønsedler, som afslører, at plukkerne skal betale 55 kroner i døgnet for at bo i en skurvogn og 10 kroner hver dag for at blive kørt ud i marken. En fridag koster 100 kroner.

3F Østfyn har taget fat i Peter Skov Johansen, som ikke har ønsket at kommentere sagen, som foreløbig ikke har haft nogle konsekvenser for salget af ærterne, der langes over disken i både Coop og Dansk Supermarkeds butikker.

På Coops Facebookside beder flere forbrugere i dag koncernen om at fjerne ærterne, og det samme er altså tilfældet på Avisen.dk's Facebook-side.

Læs også: Rasende ærteplukkere: Kummerlige forhold hos fynsk ærteavler

"Så er det vist godt at jeg ikke skal have ærter i dag fra Coops eller Dansk Supermarkeds butikker," skriver Michael.

"Coop kan da ikke vente på en melding fra 3F, der skal være ordentlige arbejdsforhold hele vejen, det betaler vi kunder for," skriver Pavia.

Både Coop og Dansk Supermarked har i dag haft fat i Peter Skov Johansen.

- På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem, har vi taget fat i leverandøren og bedt om en forklaring. Den afventer vi nu, siger Maja Lindstrøm Sejersen.

Hun er kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked, der omfatter en lang række supermarkedskæder, bl.a. Bilka, Føtex og Netto, der alle fortsat sælger de fynske ærter.

Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen oplyser, at Coop også er i dialog med ærteavleren, som man har fået en foreløbig redegørelse fra.

Han fortæller videre, at Coop er orienteret om, at ærteavleren i dag holder et møde med 3F. Det møde afventer man nu udfaldet af. Ærterne er stadig på hylderne hos Coop.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.