Den 37-årige danser Karina Frimodt har den seneste tid gennemlevet en virkelighed, der ligger langt fra de bonede dansegulve, som hun normalt bevæger sig på. Det skriver Ekstra Bladet.
Før jul opdagede hun en knude i brystet. Hun fik ved en operation fjernet tre knuder og nogle lymfer, men en test viste, at der var forstadier til kræft i det væv, lægerne havde pillet ud. Det havde dog til alt held ikke spredt sig til lymferne, men Karina Frimodt stod over for en stor beslutning. Skulle hun lade lægerne fjerne det ene bryst for på den måde at minimere risikoen for, at kræften skulle sprede sig? Det valgte hun efter lange overvejelser at sige ja til.
- Jeg er nok ret forfængelig, og jeg gik virkelig og følte, at det var et anslag på min kvindelighed. Jeg kunne ikke forlige mig med den tanke, at min krop skulle mangle det naturlige bryst. Men heldigvis havde jeg god støtte i min kæreste, Kasper, som slog fast, at det var fuldstændigt ligegyldigt, om mit bryst var kunstigt eller ægte. 'Det vigtigste er', sagde han, 'at du er sund og rask'. Og han havde jo ret i. Men jeg var så bange - ikke mindst for selve operationen, siger Karina Frimodt til Ekstra Bladet.
Men 'Vild med dans'-danserens kvaler fortsatte, da der gik infektion i det bryst, hun fik rekonstrueret. Det kostede mange besøg på hospitalet. Samtidig måtte Karina Frimodt ikke lave noget derhjemme, hvilket var svært med børnene James på halvandet år og Mathilde på otte år. Nu er tingene dog så småt blevet bedre, og danseren kan se tilbage på det svære forløb.
- Det var godt, at mit bryst blev fjernet, for da vævet blev undersøgt var der endnu flere knuder med forstadier til kræft i. Med den store operation har jeg minimeret risikoen for kræft i mit bryst så meget som overhovedet muligt, og det er jeg så glad for, siger Karina Frimodt til Ekstra Bladet.
Hun satser på at gå i gang med sin genoptræning lige så snart, lægerne giver lov.