Ærlig pædagog til forældre: "Vi svigter jeres børn"
En pædagog mener, at der er for få hænder til at løse kerneopgaverne i institutionerne og vil fortælle forældrene sandheden.
"Vi er gradvist blevet færre om kerneopgaven og joker om, hvem der mon bliver den sidste tilbage med alle børnene. Men det er ikke sjovt at stå alene med en stor gruppe børn, og jeg synes, vi bør diskutere, om det overhovedet er pædagogisk forsvarligt, eller om det er offentligt omsorgssvigt," lyder det fra pædagogen Signe Jespersen.
"Vi er gradvist blevet færre om kerneopgaven og joker om, hvem der mon bliver den sidste tilbage med alle børnene. Men det er ikke sjovt at stå alene med en stor gruppe børn, og jeg synes, vi bør diskutere, om det overhovedet er pædagogisk forsvarligt, eller om det er offentligt omsorgssvigt," lyder det fra pædagogen Signe Jespersen. Arkivfoto: Colourbox


Pædagog Signe Jespersen har besluttet sig for at sige sandheden til de danske forældre.

I et debatindlæg i Politiken beskriver hun under overoverskriften 'I skal vide, at vi svigter jeres børn', hvordan virkeligheden rent faktisk ser ud i de danske institutioner.

- Jeg har heller ikke længere lyst til at dække over en virkelighed, som jeg ikke kan stå inde for. Så jeg har besluttet mig for også at sige sandheden om, hvad det betyder for både min og børnenes hverdag, at vi er blevet færre ansatte til at løse kerneopgaven, alt imens der bliver brugt flere og flere penge på administration, konsulentarbejde, byggeri og ledelse, skriver hun blandt andet i sit indlæg.

Signe Jespersen er blevet inspireret af en pædagogkollega i en anden institution, som er begyndt at fortælle forældrene, hvordan dagen virkelig har været, når de kommer for at hente deres børn.

I stedet for den positive historie med fokus på det, der er blevet nået, giver hun forældrene klar besked om, hvordan der eksempelvis ikke har været tid til sprogstimulation eller rytmik. Selv er Signe Jespersen pædagog på en skole, men her er billedet det samme, understreger hun.

- Vi er gradvist blevet færre om kerneopgaven og joker om, hvem der mon bliver den sidste tilbage med alle børnene. Men det er ikke sjovt at stå alene med en stor gruppe børn, og jeg synes, vi bør diskutere, om det overhovedet er pædagogisk forsvarligt, eller om det er offentligt omsorgssvigt, skriver hun.

Signe Jespersen tvivler på sit eget mod til at fortælle sandheden, når hun står ansigt til ansigt med forældrene. Hun håber derfor på, at andre pædagoger vil bakke op om hendes initiativ, så hun ikke skal være alene om det.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.