Kandis-sangeren Johnny Hansen fik hjælp af præsten Jens F. Munksgaard, da han i 2008 mistede sin tidligere kone, Helle.
Præsten tilbød blandt andet Johnny Hansen og hans døtre at bo i hans sommerhus, så de kunne få fred for pressens interesse.
Og i den svære tid blev et tæt bånd skabt mellem de to.
Det skriver HER&NU.
- Jens og jeg har kendt hinanden i mange år, men vi kom tæt på hinanden i 2008 på den sorteste dag i mit liv. Da kom Jens på besøg uanmeldt, fortæller Johnny Hansen til HER&NU.
Hørte det gennem sin kone
Jens F. Munksgaard har været sognepræst i Hurup i 25 år.
Her har han blandt stået for vielsen af Johnny og Helle samt dåben af deres piger.
Så snart han hørte om Helles selvmord, tog han derfor ud for at hjælpe Johnny Hansen gennem sorgen.
En hjælp som Kandis-forsangeren er meget glad for, at han fik.
Og i dag ser han ikke længere Jens F. Munksgaard som sin præst, men som en ven.
Det måtte ikke blive et tabu
Udover at låne familien sit sommerhus, kom den nu pensionerede præst også med gode råd og et åbent øre.
- Jeg kan holde mennesker fast i den situation, de er i, så de ikke flygter fra det, og så gå et stykke af vejen sammen med dem, siger Jens F. Munksgaard til HER&NU.
Helt konkret rådede han Kandis-frontmanden til at være åben om det, der var sket. For det er vigtigt at tale om tingene, så de ikke bliver tabu.
Og efter præstens råd begyndte Johnny Hansen også at skrive nogle ting ned om det. Det endte med at munde ud i sange og en bog.