Ærgerligt for lærerne: Karakterkrav koster stillinger på sosu-skolerne
Det koster nu lærerstillinger på sosu-skolerne, at erhvervsskolereformens karakterkrav betyder mindre optag på skolerne.
Færre optagne elever betyder færre lærerstillinger på sosu-skolerne.
Færre optagne elever betyder færre lærerstillinger på sosu-skolerne. Foto: Colourbox/arkiv


Erhvervskolereformens nye karakterkrav får nu konsekvenser for lærerne på sosu-skolerne.

Det skriver Folkeskolen.dk.

De nye karakterkrav trådte i kraft den 1. august og har betydet, at 900 ansøgere til sosu-skolernes uddannelser ikke har kunnet komme ind. De har nemlig ikke haft et 02 i dansk og matematik fra folkeskolen.

Og det er ikke bare ansøgerne det rammerne, for også på skolerne kan man mærke konsekvenserne af de færre elever.

- Det mindre optag har allerede betydet, at vi beskåret med 15-17 årsværk. Nogle er gået frivilligt, andre på pension eller deltid. Men syv er blevet fyret - og det er nok ikke sidste gang, vi ser det, med den udvikling, der er i elevtallet, siger tillidsrepræsentant ved Sosu-C Dorte Tind til Folkeskolen.dk.

Karakterkrav kan højne renommé

Det samme mener formand for foreningen Danske Sosu-skoler, Jeppe Rosengård Poulsen.

Det kommer helt bestemt til at koste underviserstillinger, fordi der er færre elever, siger han til Folkeskolen.dk.

Karakterkravene er dog ikke kun af det onde, understreger tillidsrepræsentant Dorte Tind.

- Vores elever gør et virkelig godt stykke arbejde i samfundet, men alligevel bliver der sagt, at 'hvis du ikke kan blive andet, kan du altid blive sosu'. Så det er vigtigt at højne renomméet, og det kan karakterkravet måske være med til. Man er jo nødt til at prøve det af, siger hun.

Det er dog ikke kun karakterkravet, der presser sosu-skolerne. Der er både besparelser på området og en forhandling i gang mellem KL, Danske Regioner og LO om antallet af uddannelsespladser. Og KL har op til forhandlingerne udtrykt ønske om væsentlig færre pladser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.