Ærgerlig Magnussen nummer sjok: Derfor gik det galt
Kevin Magnussen har ingen forventninger om at skrabe VM-point sammen efter skuffende Formel 1-kvalifikation.
Kevin Magnussen starter sidst i Australiens grandprix, når Formel 1-sæsonen åbner søndag.
Kevin Magnussen starter sidst i Australiens grandprix, når Formel 1-sæsonen åbner søndag. Foto: Rob Griffith/AP


Kevin Magnussen har droppet alle ambitioner om at slutte på de pointgivende pladser i top-10 ved søndagens Formel 1-grandprix i Melbourne efter lørdagens skuffende kvalifikation, hvor danskeren sluttede sidst bagved McLaren-holdkammerat Jenson Button.

Det betyder, at Kevin Magnussen begynder bagest i selve grandprixet i Australien.

- Vi er for langt tilbage til at kunne få et resultat. Det er nok det værste resultat nogensinde for McLaren i en kvalifikation, lyder det ærligt fra Kevin Magnussen foran en stor presseforsamling i Melbourne.

- Det er en meget usædvanlig situation for McLaren at være i. Det ville være let at være frustreret og give op, men det ser jeg ikke nogen gøre, understreger han.

McLaren har haft en meget vanskelig optakt til sæsonen, hvor den nye bil har voldt store problemer.

Magnussen afslører, at der også var lidt problemer med hans motor under kvalifikationen, og at han derfor ikke kunne snige sig foran Jenson Button.

- Jeg havde været foran Jenson, er jeg ret sikker på, og det havde selvfølgelig set godt ud.

- For mit vedkommende synes jeg, at jeg gjorde, hvad jeg kunne i forhold til at være hurtigere end Jenson. Det var selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke kunne sætte tiden til sidst, men internt i teamet ved vi godt, hvad der foregår, fortæller Kevin Magnussen.

Danskeren er udtænkt en reserverolle hos McLaren i denne sæson, men erstatter en skadet Fernando Alonso i Australien.

Søndagens grandprix begynder klokken seks om morgenen dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.