Ældresagen og KL skyder DF's boligplan ned
Politikerne overvurderer, hvor meget huslejen i ældreboligerne kan bringes ned, lyder det fra flere sider.
Der er en grund til, at huslejen i mange ældreboliger er høje, siger Ældresagen.
Der er en grund til, at huslejen i mange ældreboliger er høje, siger Ældresagen. Foto: VALDEMAR JØRGENSEN/POLFOTO


Dansk Folkepartis store forsvar i sagen om ældres boligstøtte bliver nu skudt ned fra flere sider.

Undervejs i forløbet har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, flere gange fastslået, at konsekvenserne af de omstridte besparelser skal afværges ved at skaffe billigere boliger til landets ældre.

Men den løsning bliver gennemhullet af Ældresagen og KL, kommunernes forening, der har ansvaret for landets ældreboliger, skriver Jyllands-Posten.

- Ældreboliger er ikke stangvarebyggeri, og dermed er kvadratmeterprisen svær at få ned. Du kan altid få den ned ved at bygge ringere kvalitet, men hvor meget afføder det så af vedligeholdelsesudgifter hen ad vejen, siger Jørn Pedersen (V), formand for KL's teknik- og miljøudvalg og borgmester i Kolding Kommune, til Jyllands-Posten.

- Derfor er vi tvivlende overfor, at man bare siger, at vi skal bygge billigere. Det er ikke vejen frem, tilføjer han.

Skal prisen presses ned, kan det ifølge Jørn Pedersen betyde færre kvadratmeter eller færre hjælpemidler såsom trykfølsomme gulve, der kan registrere, hvis en person falder ud af sengen eller falder om på toilettet.

Også Ældresagen er kritisk over for Dansk Folkepartis udmeldinger. Organisationen mener, at politikerne overvurderer, hvor meget huslejen i ældreboligerne kan bringes ned.

- I det øjeblik ældreboligerne skal være billigere, slækker man på kvaliteten over for mennesker, der er dybt svækkede. Så der er en grund til, at huslejen er højere, end hvis du bare skal have dig en almindelig toværelses lejlighed med køkken, siger Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældresagen, til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti vil afvente en analyse fra regeringen, før det kommer med et svar på, hvordan man vil sikre billigere ældreboliger, uden at det går ud over kvaliteten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.