De private hjemmehjælpsfirmaer vil ikke nøjes med at støvsuge og stå for de ældres personlige pleje. De vil også ind på markedet for genoptræning, rehabilitering og sygepleje.
Kommunerne afviser, men i Ældre Sagen er man åben for, at ældre frit skal kunne vælge mellem en offentlig og en privat leverandør på disse områder.
Det kræver dog, at kommunerne stiller større krav til de private virksomheder og er parate til at slå ned på de brodne kar:
- Hvis der kommer frit valg til rehabilitering, skal der stilles kvalitetskrav til leverandørerne. De skal kunne levere ordentlig kvalitet, så man ikke udsætter ældre for plattenslagere, siger chefkonsulent i Ældre Sagen Olav Felbo.
Kvaliteten og trygheden skal være i orden, og derfor skal reformerne ikke gennemføre hurtigere end, at vi er helt sikre på, at alle leverandører rent faktisk kan levere ydelserne betryggende for borgerne, mener Ældre Sagen.
Foreningen foreslår derfor en certificeringsordning, hvor firmaerne skal kunne dokumentere medarbejdernes uddannelse og erfaring. Det kræver nemlig helt andre kvalifikationer at stå for genoptræning end personlig pleje.
- Der er tale om ret svage borgere, og man kan ikke forlange, at de skal kunne gennemskue blot på det glitrende papir på en informationsbrochure, om et firma har tilstrækkelige sygeplejefaglige kvalifikationer, siger Olav Felbo.
Frit marked?
I Dansk Erhverv, som er brancheorganisation for de private hjemmehjælpsfirmaer, mener man, der er behov for et frit marked, hvor de ældre selv kan vælge én leverandør, der både kan stå for støvsugning, personlig pleje og genoptræning.
- Vi hører ofte fra kommunale ledere og politikere, at konkurrencen og det frie valg fungerer som et slags spejl og gensidig inspiration for udvikling af den fælles velfærd, siger Rasmus Lindblom, velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv.
Men der er ikke tale om fri konkurrence mellem de kommunale og private leverandører. Det skyldes dels, at de private firmaer har mulighed for at tilbyde de ældre flere serviceydelser end kommunerne. Og dels, at mange af de ældre kan være så svækkede, at de ikke har ressourcer til at sætte sig ind i, hvad de forskellige leverandører står for.
- Det er ikke et marked som et hvilket som helst andet marked. Hvis der skal udvikles konkurrence, er forudsætningen, at der er tilstrækkelig information, og at borgerne har kræfterne til at vælge, siger Olav Felbo.
Ud over en mere gennemsigtig kommunikation er der brug for en bedre kvalitetskontrol fra kommunernes side, inden de godkender et privat hjemmehjælpsfirma. Og så skal der være et effektivt tilsyn med leverandørerne, mener Ældre Sagen.
Det vil forhåbentlig også bidrage som et værn imod de mange konkurser, der har været blandt de private hjemmehjælpsfirmaer. De skyldes ifølge Ældre Sagen en kombination af, at nogle private firmaer har sat prisen for lavt, og en del kommuner har vægtet prisen for højt i forhold til kvaliteten og har været parate til at acceptere tilbud, der var for gode til at være sande.
- De er gået konkurs, fordi de ikke har kunnet levere til den pris, de har sat op. Og det er de ældre, der er kommet i klemme, fordi de har mistet hjælpen og står i det kaos, der er efter en konkurs, siger Olav Felbo.