Ældre mand fundet død efter brand på Falster
Politiet mener, at rygning i sengen er årsag til en brand, der natten til søndag kostede en ældre mand livet.
En brand i en ældrebolig i Eskilstrup på Falster har kostet en ældre mand livet. Han er formentlig død af røgforgiftning, siger vagtchef Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. (Arkivfoto)
En brand i en ældrebolig i Eskilstrup på Falster har kostet en ældre mand livet. Han er formentlig død af røgforgiftning, siger vagtchef Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. (Arkivfoto) Foto: Www.colourbox.com/Free


En 70-årig mand mistede natten til søndag livet, da der udbrød brand i hans hjem, der er en ældrebolig på Eskilstrup Vestergade i Eskilstrup på Falster.

Han er formentlig død af røgforgiftning, oplyser vagtchef Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi formoder, at branden er opstået på grund af rygning i sengen, siger Søren Østervig.

Manden er sengeliggende og blev fundet død af hjemmehjælpen, der slog alarm til politiet kort efter klokken 6.30 søndag morgen.

Det er usikkert, hvornår branden opstod. Den har ikke været særlig kraftig, så der er ikke sket store skader på mandens bolig, og der har heller ikke været fare for naboer.

Til gengæld har ilden udviklet en del røg, som manden menes at være død af.

Politiets efterforskere arbejder søndag på stedet for at få helt styr på brandårsagen.

 

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.