En livløs mand er torsdag formiddag blevet reddet ud af et brændende hus i Asnæs i Nordvestsjælland. Det er dog ikke lykkedes ambulancepersonalet at redde hans liv.
- Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, hvem manden er, men det formodes at være husets beboer - en mand i 70'erne, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
- Der er vidner, der har set ham komme hjem ved midnatstid, men vi skal altså have liget endeligt identificeret.
Umiddelbart tyder intet på, at der ligger en kriminel handling bag branden. Alligevel har man bedt en retsmediciner om at finde ud af, hvordan han er død.
- Det gør vi for en sikkerheds skyld, siger Martin Bjerregaard.
/ritzau/