Ældre kvinde omkommet i gårdbrand
En 88-årig kvinde er formentligt død af røgforgiftning i en brand på en gård i Nordsjælland.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
En 88-årig kvinde mistede livet i forbindelse med en gårdbrand i Nordsjælland. (Arkivfoto) Foto: Colourbox/COLOURBOX


Natten til mandag har en 88-årig kvinde mistet livet i en brand på en trelænget gård på Villingerødvej i Nordsjælland. Det oplyser vagtchef fra Nordsjællands Politi, Martin Tang, til Ritzau.

Klokken 23.25 fik politiet en anmeldelse om, at gården stod i flammer. Da brandvæsnet nåede frem, fandt de den ældre kvinde i huset.

- Man frygtede, at der var nogen derinde, og den frygt viste sig desværre berettiget, da man kom til stedet, fortæller vagtchefen.

Kvinden blev bragt til Hillerød Hospital, hvor hun blev erklæret død. Politiet formoder, at kvinden er død af røgforgiftning.

Det er fortsat for tidligt at vurdere, hvorfor branden startede, men allerede mandag vil politiets brandteknikere påbegynde brandundersøgelsen.

Brandvæsnet er mandag morgen stadig i gang med efterslukningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.