Ældre er bedst til at gå til lægen på computeren
Til gengæld bliver ældre oftest bedt om at møde op til konsultation, når de har skrevet mail til deres læge.
Halvdelen af unge mellem 18 og 39 år har aldrig brugt deres læges e-mail-system, viser en undersøgelse for de praktiserende læger,
Halvdelen af unge mellem 18 og 39 år har aldrig brugt deres læges e-mail-system, viser en undersøgelse for de praktiserende læger, Foto: Colourbox//COLOURBOX.COM


Receptfornyelse, tidsbestilling og svar på spørgsmål og prøver over computeren. Praktiserende læger har i dag mulighed for digital kontakt, men det er kun et fåtal af patienterne, der benytter sig af dem, skriver Politiken Søndag.

Især de unge er tilbageholdende med at kontakte deres læge via nettet.

Knap to tredjedele af de adspurgte mellem 18 og 39 år har aldrig fornyet en recept online. Knap halvdelen har aldrig brugt deres læges e-mail-system, mens hver tredje aldrig har bestilt en tid over nettet.

Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner.

- Der er mange fordele ved at bruge muligheden for at kommunikere online med sin læge, siger formand for PLO Christian Freitag til Politiken.

- Dels kan de unge på nettet let bestille tid, når det passer dem. Dels er der en stor del af de spørgsmål, de unge typisk stiller, som vi kan besvare via mail. For eksempel spørgsmål om kropslige forandringer, som mange i 20'erne oplever, siger han.

I modsætning til de unge, vil ældre patienter oftest bliver bedt om at møde op, når de har skrevet en mail, fordi deres symptomer skal tilses, forklarer Christian Freitag.

Under halvdelen af de unge ved, at det er muligt at forny recepter online, så man slipper for at møde op hos lægen eller ringe inden for telefontiden, viser undersøgelsen.

De ældre derimod har lidt bedre styr på deres digitale muligheder. Syv ud af ti patienter over 70 år er klar over, at de kan forny deres recepter online og fire ud af ti gør det ofte, fortæller de.

- Det giver god mening, at ældre i højere grad ved noget om onlinemuligheder. Grundlæggende tror jeg, at hvis du har et meget hyppigt behov for kontakt, så gør du meget for at gøre det enkelt, siger Christian Freitag til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.