Ældre buddhistisk munk hakket til døde i Bangladesh
Religiøse minoriteter, aktivister og udlændinge er målene i en byge af vold, som har ramt Bangladesh.
Betjente står vagt uden for en moské under en strejke, som landets største islamistiske parti havde indkaldt til tidligere på ugen. Strejken var en protest mod henrettelsen af partiets leder, Motiur Rahman Nizami.
Betjente står vagt uden for en moské under en strejke, som landets største islamistiske parti havde indkaldt til tidligere på ugen. Strejken var en protest mod henrettelsen af partiets leder, Motiur Rahman Nizami. Foto: A.m. Ahad/AP


En ældre buddhistisk munk er blevet hakket til døde i urohærgede Bangladesh. Hans lig blev fundet i en blodpøl inde i et buddhistisk tempel.

Det fortæller politiet i den sydøstlige provins Bandarban. Den 75-årige munk boede alene i templet. Han havde opgivet et liv som landmand for at hellige sig religionen.

- Han var blevet munk for halvandet år siden. Han havde modtaget dødstrusler, men ingen havde taget dem alvorligt, siger menneskerettighedsadvokaten Jyotirmoy Barua.

Ingen har taget ansvaret for drabet, men i den seneste tid er Bangladesh blevet ramt af en byge af vold mod religiøse minoriteter, liberale aktivister og udlændinge.

I de sidste seks uger er en sufileder, to homoseksuelle aktivister, en liberal professor, en ateistisk aktivist og en hinduistisk skrædder, som skal være kommet med nedsættende kommentarer om profeten Muhammed, blevet hakket til døde.

Islamisk Stat (IS) og en lokal gren af al-Qaeda har påtaget sig ansvaret for flere af drabene. Men landets regering afviser, at de islamistiske grupper skulle have fodfæste i landet. Myndighederne giver lokale militante skylden.

Ifølge analytikere udgør radikale islamister dog en stadig større fare i landet. Bangladesh er officielt en sekulær stat, men en langtrukken politisk krise har radikaliseret modstanderne af regeringen.

Tidligere på ugen blev Motiur Rahman Nizami, der var leder af landets største islamistiske parti, henrettet. Højesteret havde kendt ham skyldig i drab og voldtægt.

Nizami var også blevet dømt for at have beordret drab på intellektuelle under landets kamp for selvstændighed fra Pakistan i 1971.

Henrettelsen blev mødt med voldsomme reaktioner af Nizamis tilhængere, mens hundredvis af modstandere gik på gaden for at fejre i hovedstaden Dhaka. Tusinder af politisoldater blev udkommanderet for at opretholde ro og orden.

Hovedparten af den 160 millioner store befolkning i Bangladesh er sunnimuslimer. Mindre end én procent er buddhister.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.