Ældre blev hyret til at køre hash i trailer fra Spanien
En gruppe ældre mænd skal have smuglet større mængder hash til Danmark. Nu er to af dem i retten.
To mænd er ved Retten i Helsingør tiltalt for indsmugling af hash med henblik på videresalg. Smuglingen er sket i bil fra Spanien til Danmark. Arkivfoto.
To mænd er ved Retten i Helsingør tiltalt for indsmugling af hash med henblik på videresalg. Smuglingen er sket i bil fra Spanien til Danmark. Arkivfoto. Foto: Colourbox.dk/Free


Med en trailer lastet med hash kørte en brite og en ældre udlandsdansker fra Spanien til Danmark i februar sidste år.

Det erkender de begge torsdag i Retten i Helsingør.

Den 68-årige dansker indrømmer at have arrangeret aftalen. Han hævder, at han fik et tilbud af en mand omtalt som "piloten" og skulle smugle 187,2 kilo hash.

- Jeg får et tilbud og vælger at gøre det. Han ejer det meste af hashen og giver mig nogle forskellige instrukser, siger den gråhårede mand, der har tilbragt de sidste 20 år i Costa del Sol.

Spørgsmål: Hvor får man sådan nogle tilbud i Spanien?

- Jeg vil ikke fortælle det af sikkerhedsmæssige årsager, svarer den 68-årige.

Fortjenesten skulle deles mellem mændene. Det var ifølge den tiltalte omkring 60 kilo hash, som kunne sælges for 800 euro per kilo.

Den 57-årige brite blev tilbudt at køre det euforiserende stof af den 68-årige. Han fik penge for at smugle hashen, der senere blev gemt bag en falsk væg i et hus i Dronningmølle i Nordsjælland.

- Jeg ved ikke, hvordan det fungerede. Det eneste, jeg blev bedt om, var at køre traileren, siger manden i retten.

Til daglig arrangerer han golfture til Sydspanien.

Op gennem Europa kørte briten bilen lastet med hash, imens danskeren kørte med på ruten i en anden bil og holdt udkig efter kontrolposter med told eller politi.

Det var danskeren, der arrangerede turen og pakkede hashen.

Han er sammen med briten en del af et smuglernetværk af ældre mænd, som det danske og spanske politi sammen har efterforsket.

Fire andre har allerede tilstået deres medvirken i hashsmuglingen og fået domme i sagen i Danmark.

Alle mændene er venner og bekendte af den 68-årige dansker.

Briten og udlandsdanskeren blev anholdt og idømt tre år og en måneds fængsel ved en domstol i Malaga for at transportere hash 20. maj sidste år.

Mændene blev udleveret til Danmark i maj i år.

Der ventes dom i sagen 25. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.