Det er kritisabelt, at kommuner kan spekulere i at spare penge på at fratage borgere en kommunal service, mener Advokatrådet, der er en organisation for 6.000 advokater.
Situationerne opstår, når kommunerne trækker kommunal hjælp, såsom hjemmehjælp eller en handicapbil, tilbage, mens Ankestyrelsen behandler en klagesag på det sociale område, skriver DR Nyheder.
Hvis borgere er uenige i kommunens afgørelse i en sag kan borgerne klage til Ankestyrelsen. Men selv i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen når frem til, at det ikke var i orden, at kommunen fratog borgeren hjælpen, kan kommunen tit beholde de penge, der er sparet i den periode, hvor hjælpen blev trukket tilbage.
Det mener Advokatrådet, at der skal gøres noget ved, så borgerne stadig kan få hjælp, så længe Ankestyrelsen behandler klagesagen.
- Det vil sige, at så længe klagen verserer, har man stadig krav på at få den hjemmehjælp, man hele tiden har haft, og først når Ankestyrelsen har truffet sin afgørelse, så må man se, hvordan det falder ud, siger medlem af Advokatrådet, Sysette Vinding Kruse til DR Nyheder.
Kommunernes afgørelser er ofte forkerte
Hvis reglerne bliver lavet om, kan det medvirke til færre klagesager, vurderer Advokatrådet. Som reglerne er i dag, er der nemlig et stærkt økonomisk incitament for kommunerne til at træffe en forkert afgørelse i sociale sager.
I hver tredje klagesag på det sociale område, vurderer i Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse var forkert.
I Kommunernes Landsforening (KL) er forståelsen for advokaternes opråb lille. Det er den lange sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen, der er akilleshælen, mener KL.
- Vi bliver beskyldt i kommunerne for at tænke i økonomi, men hvis nu ankesystemet var hurtigt til at behandle sagerne, så ville borgerne hurtigt få en afklaring, og så ville vi hurtigt kunne rette ind, hvis vi havde lavet fejl i kommunen, siger formanden for Kommunernes Landsforenings Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S) til DR Nyheder.
Læs hele historien hos DR Nyheder