Trods en startløn på 38.500 kroner klager de danske advokater over, at deres løn ikke er steget tilstrækkeligt siden 2013. Det sker efter, at 2014-lønstatistikken fra Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i Djøf (FAAF) tirsdag slår fast, at advokater i advokatbranchen det seneste år har fået en gennemsnitlig lønstigning på 0,6 procent inklusiv anciennitetsstigninger.
Det er en overraskende lav stigning, mener formanden for FAAF, Mathias Krarup.
”Det er ret bekymrende, særligt når man sammenligner med andre privatansatte djøfere, der har opnået en lønstigning på 3,3 procent. Advokatbranchen har været gennem nogle hårde tider, hvilket har betydet, at der er blevet arbejdet ekstra hårdt, og det burde også kunne aflæses på lønnen,” siger Mathias Krarup til djoefbladet.dk.
Selvom det altså generelt er blevet til en beskeden lønstigning for advokaterne, kan de yngre fuldmægtige dog juble over markante lønfremgange. 2. års advokatfuldmægtiges løn er således steget med 11,2 procent, mens 3. års fuldmægtiges løn er steget med 10,4 procent.
Til gengæld er arbejdsugerne ofte lange for advokaterne. Den gennemsnitlige arbejdsuge er 47 timer lang for advokater og 46 timer lang for advokatfuldmægtige. Og det er Mathias Krarup langtfra tilfreds med.
”Det er uacceptabelt og noget, som branchen ikke længere kan forsvare. De lange arbejdsdage dokumenterer, at branchen til stadighed har et problem med at skabe en fornuftig balance mellem arbejde og fritid,” siger Mathias Krarup, der samtidig opfordrer landets advokater til at bede om en lønsamtale med chefen.