Advokater: Giv os troen på Skat tilbage
Skatteadvokater klager over retssikkerheden og opfordrer regeringen til at nedsætte retssikkerhedskommission.
Tilliden til Skat er så gennemhullet, at landets skatteadvokater opfordrer regeringen til at nedsætte en retssikkerhedskommission. Genrefoto
Tilliden til Skat er så gennemhullet, at landets skatteadvokater opfordrer regeringen til at nedsætte en retssikkerhedskommission. Genrefoto Foto: colourbox/free


Retssikkerheden i det danske skattesystem er så ramponeret, at politikerne må tage affære.

Det mener landets skatteadvokater, der i Politiken opfordrer regeringen og Folketinget til at nedsætte en retssikkerhedskommission, der kan genskabe tilliden til det kriseramte skattesystem.

- Borgere og virksomheder kan ikke længere være sikre på, at de får en fair og ensartet behandling, hvis de støder sammen med skattevæsnet.

- Derfor er der behov for et stærkt styrket politisk fokus på Skat, så vi kan få genoprettet tilliden til et skattesystem, der ligger ned, siger formanden for Danmarks skatteadvokater, Christian Bachmann, partner i Delacour, til Politiken.

Skatteadvokaterne mener, at det næsten er umuligt for borgere og virksomheder at vinde over Skat ved domstolene, fordi de komplicerede skattelove bliver hastet gennem Folketinget.

Samtidig må borgerne vente så længe på at få afgørelser i klagesager, at mange opgiver.

Står det til skatteadvokaterne, skal en retssikkerhedskommission blandt andet forholde sig til den nye klagemyndighed Skatteankestyrelsen, der har store problemer med at håndtere strømmen af skatteklager.

Fra 2013 til 2014 er antallet af verserende og uafsluttede klagesager steget fra 17.500 til mere end 25.000.

Det er en stigning på 45 procent, selv om formålet med den nye Skatteankestyrelse ellers var at effektivisere klagebehandlingen og afkorte sagsbehandlingstiderne.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) afviser en ny retssikkerhedskommission, da han mener, at det vil være en syltekrukke.

- Jeg vil godt sige, at man kan ikke klemme et stykke papir ind mellem mig og skatteadvokaterne, når det gælder kritikken af de lange sagsbehandlingstider.

- De skal ned, så enkelt er det, og det er vi 100 procent enige om. Men det vil jeg hellere gøre noget ved her og nu frem for at vente på, at en kommission fortæller mig, at der er et problem, siger han til Politiken.

Partier fra højre til venstre deler dog ikke ministerens holdning.

Både Venstre, De Konservative, De Radikale og Enhedslisten er positivt stemt over for advokaternes opfordring, skriver Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.