Advokater: Fængslet leder skal vidne
Fra fængslet på en tyrkisk ø bør Abdullah Öcalan besvare spørgsmål om PKK's udvikling, siger forsvarere.
Advokater vil have den fænglsede PKK-leder til at vidne i den danske domstol.
Advokater vil have den fænglsede PKK-leder til at vidne i den danske domstol. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan bør besvare spørgsmål i en stor dansk straffesag om millionstøtte til terrorisme.

Det kræver to af forsvarerne i sagen, som skal behandles af Østre Landsret.

I alt 10 mænd er under anklage for at have indsamlet millioner af kroner til støtte af terror, fordi pengene angiveligt gik til Det Kurdiske Arbejderparti, PKK.

Københavns Byret har frifundet mændene, men anklagemyndigheden har anket til landsretten.

- Det er helt relevant at få ham afhørt, siger en af forsvarerne, advokat Mikael Skjødt, i en pressemeddelelse søndag.

Initiativet skyldes en artikel i dagbladet Information forleden. Heri står blandt andet, at Abdullah Öcalan førte an i en ændring af PKK, så bevægelsen skulle arbejde for demokrati. Skiftet indtrådte i 2004.

Hvis PKK dengang opgav den væbnede kamp, er det meget væsentligt at få frem i den danske sag, fastslår advokaten.

Afhøringen af PKK-lederen kan eventuelt foregå via video, foreslår advokat Skjødt og hans kollega Thorkild Høyer.

Sidstnævnte er dog forberedt på, at de to anklagere vil protestere imod det nye vidne i sagen.

- Men jeg kan ikke forestille mig, at man rent juridisk kan komme udenom at indkalde Öcalan som vidne. Han er nævnt mange gange i retsbogen, siger Thorkild Høyer til Ritzau.

Derfor bliver det formentlig landsrettens dommere, der beslutter, om der skal stilles spørgsmål fra Danmark til PPK-lederen.

Forsvarerne har ikke haft kontakt til Öcalan, der i mere end 15 år har siddet fængslet på øen Imrali ud for den tyrkiske kyst.

Men advokat Høyer er overbevist om, at kurderen vil besvare danske spørgsmål.

Ifølge artiklen i Information er han i sin celle blevet stærkt inspireret af en amerikansk anarkist og økologs idéer - og har blandt andet derfor angiveligt opgivet den væbnede kamp for længe siden.

I den danske straffesag har alle 10 på nær én forklaret, at de har indsamlet penge til tv-stationen ROJ TV samt til humanitære og religiøse formål.

Ankesagen i landsretten begynder til august. Den afvikles over 82 retsmøder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.