Advokat om OW-ansatte: De har ikke gjort noget strafbart
To ansatte i OW Bunker kan have overtrådt interne retningslinjer, men det er ikke strafbart, siger advokat.
Advokat for to svindelmistænkte i OW Bunkers datterselskab i Singapore afviser, at der er begået noget strafbart. Foto: OW Bunker AS
Advokat for to svindelmistænkte i OW Bunkers datterselskab i Singapore afviser, at der er begået noget strafbart. Foto: OW Bunker AS Foto: Krediteres 'Copyright OW Bunker AS'/free


OW Bunker gik fredag konkurs, hvilket blandt andet skyldes en mulig svindelsag i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore, som beløber sig til 750 millioner kroner.

OW Bunker har på den baggrund bortvist og politianmeldt to personer efter straffelovens paragraf 299, men ifølge deres advokat, Arvid Andersen, er der ikke noget grundlag for politianmeldelsen.

Arvid Andersen har endnu ikke kendskab til den præcise anmeldelse, men kan alligevel allerede sige, at der i hans øjne ikke er tale om nogen strafbar adfærd.

- Vi mener ikke, at der er foregået noget strafbart. Man har haft en konkret samhandel med en kunde, hvor der udvikler sig en stor kredit over tid. Det kan så være uhensigtsmæssigt, at man har givet så stor en kredit, siger Arvid Andersen og fortsætter:

- Der er muligvis også blevet overtrådt nogle interne retningslinjer, og det kan være, at det er det, som OW Bunker mener, at der skulle ligge noget strafbart i. Det mener vi ikke.

- Vi mener desuden, at der er blevet givet rettidige og fornødne orienteringer til ledelsen om, hvilket mellemværende man har haft med kunden i Singapore, siger han.

Arvid Andersen vil ikke oplyse, hvilke konkrete medarbejdere der er tale om. OW Bunker har dog udpeget Dynamic Oil Tradings danske direktør, Lars Møller, som en af de ansvarlige.

Paragraf 299 er en forholdsvis mild bestemmelse, som strækker sig fra bøde til fængsel i op til halvandet år. Man kan dømmes efter paragraffen, hvis man påfører andre et formuetab ved at tilsidesætte sin pligt i forbindelse med varetagelse af formuen.

Paragraffen indeholder også en anden bestemmelse, der handler om modtagelse af bestikkelse i forbindelse med varetagelsen af andres formueanliggender. Her kan straffen i særlige tilfælde stige til op til fire års fængsel.

Hverken Nordjyllands Politi eller Anklagemyndigheden har kendskab til, at der skulle være modtaget en politianmeldelse. Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra OW Bunker angående den præcise anmeldelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.