Advokat: Menneskeretsdom er et vink med en vognstang
Danmark er ikke forpligtet til at rette ind efter dom om familiesammenføring, men nye sager kan være på vej.
Regeringen bør kigge på 26-års-reglen, mener advokat Steen Petersen.
Regeringen bør kigge på 26-års-reglen, mener advokat Steen Petersen. Foto: Hove Olesen Peter/Polfoto


Regeringen bør få set nærmere på 26-års-reglen, som tirsdag har fået et hak i tuden af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det mener advokat Steen Petersen fra Ret & Råd, som førte sagen mod den danske stat på vegne af ægteparret Biao, der fik afvist en ansøgning om familiesammenføring på grund af tilknytningskravet.

- Det her er et vink med en vognstang til Danmark, om at få set på om den her regel er fair, siger Steen Petersen om afgørelsen fra domstolen, som han er "meget glad for" på sine klienters vegne.

Familiesammenføring vurderes ud fra en række kriterier, blandt andet tilknytningskravet. Men det krav kan man springe over, hvis man har været dansk statsborger eller opholdt sig lovligt i Danmark i mindst 26 år.

26-års-reglen blev lavet efter tilknytningskravet, blandt andet fordi udlandsdanskere blev ramt af kravet, når de efter studier eller arbejde i udlandet ville tage deres ægtefæller med hjem.

Men den form for forskelsbehandling blev underkendt i tirsdagens dom ved menneskeretsdomstolen. 12 ud af 17 dommere mener ikke, at Danmark har lov til at bruge 26-års-reglen.

- Domstolen siger, at man ikke kan dele folk op i første- og andenklasses statsborgere, efter om de er født her eller ej, siger advokat Steen Petersen.

Han tror derfor, at regeringen nu er nødt til at ændre loven, selv om domstolens afgørelse ikke direkte tvinger Danmark til det.

- Hver sag skal bedømmes individuelt, men man kan ikke bare sige, "nå, det var én sag". Andre der hører om den her dom, kan jo også starte en sag, og så kan de hobe sig op, siger Steen Petersen.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V). Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti mener, at der ikke er nogen problemer i den danske forskelsbehandling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.