Advokat er målløs over dommer i sag om kvindes pas
Østre Landsret bliver næste station for Joana Palani, som ønsker at rejse ud for at kæmpe imod Islamisk Stat.
Københavns Byrets afgørelse om Joana Palanis pas skal videre til Østre Landsret, siger hendes advokat, Thorkild Høyer (arkivfoto)
Københavns Byrets afgørelse om Joana Palanis pas skal videre til Østre Landsret, siger hendes advokat, Thorkild Høyer (arkivfoto) Foto: Anita Graversen/Polfoto


- Jeg er målløs.

Sådan siger advokat Thorkild Høyer om et af de argumenter, som en dommer i Københavns Byret torsdag bruger i sagen om kurderen Joana Palani.

Dommeren har i en lang kendelse godkendt, at politiet har inddraget kvindens pas og forbudt hende at forlade Danmark. Indgrebet er sket 29. september og har virkning i et år.

Årsagen er, at 22-årige Palani i Syrien og Irak har kæmpet med kurdiske styrker mod Islamisk Stat.

Først har hun haft forbindelse med YPG, som er en søsterorganisation til PKK.

Senest er hun blevet tilknyttet de regulære Peshmerga-styrker i det nordlige Irak. De indgår som en del af den internationale koalition mod IS.

Men dommer Karen Duus Mathiesen slår fast, at der ikke er bevis for, at Palani er tilknyttet koalitionen. Derfor kan man ikke lægge til grund, at "hun har opholdt sig i konfliktområdet med et anerkendelsesværdigt formål," lyder det.

Imidlertid har Peshmerga i en officiel skrivelse bekræftet Joana Palanis tilknytning, ligesom hun har fremlagt et ID-kort. Det viser, at hun har rang af sergent.

- Man kan jo bare ringe til Peshmerga for at få det bekræftet, siger advokat Thorkild Høyer.

Han oplyser, at afgørelsen nu indbringes for Østre Landsret.

- Det er jo en principiel afgørelse og den første af sin art, siger advokaten til Ritzau. Han tilføjer, at det blive nødvendigt at indkalde en repræsentant for Peshmerga for at vidne.

I Københavns Politi siger senioranklager Rikke Skov Bonde, at man er tilfreds med udfaldet.

- Retten har lagt vægt på en række af de momenter, som politiet også har lagt vægt på, siger hun.

- Det er en konkret afgørelse, hvor man har taget stilling til lige præcis de omstændigheder, som gør sig gældende i dette tilfælde, tilføjer hun.

For eksempel mener dommeren, at der er fare for, at Joana Palanis "evner til at begå alvorlige stafbare forhold, når hun vender tilbage til Danmark" forøges.

I et retsmøde har senioranklager Rikke Skov Bonde netop talt om risikoen for en øget "voldsparathed."

Ifølge loven er betingelsen for at skride ind blot, at der skal være "grund til antage," at en borger kan blive en fare for statens sikkerhed - eller at vedkommende kan udgøre en "væsentlig trussel" mod den offentlige orden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.