Advokat: Dom for terrorstøtte til PKK vil støde danskerne
Den påståede hovedmand i straffesagen om millionstøtte til PKK var i god tro, siger hans forsvarer i byretten


Det vil virke stødende på befolkningen, hvis en gruppe kurdiske mænd findes skyldige i at have støttet PKK ved at have indsamlet millioner af kroner til organisationen.

Det hævder en af de tiltaltes forsvarere mandag i Københavns Byret.

Her kredser mændenes forsvarere om Danmarks og andre landes aktuelle engagement i kampen mod Islamisk Stat (IS) i Syrien og Nordirak.

PKK er kraftigt involveret i de hårde opgør mod jihadisterne, nævner blandt andre advokat Thorkild Høyer:

- Det vil være stødende for den almindelige befolkning, hvis de skal læse en overskrift om, at 10 kurdiske mænd dømmes for at støtte terror ved at indsamle penge til en kurdisk tv-station, siger Thorkild Høyer.

- Og at de så samtidig kan læse, at kurdiske styrker - med støtte af Danmark - er involveret i direkte kampe mod Islamisk Stat, siger han.

Advokaten forsvarer en 52-årig mand, som ifølge anklagemyndigheden har haft en central rolle.

Hele 140 millioner kroner skal han have formidlet til PKK - især via overførsler til tv-stationen Roj TV. Dertil kommer indsamling af fire millioner årligt i fire år.

- Han har gjort meget mindre, end Danmark i alliance med andre lande lige nu gør, lyder det fra advokat Høyer.

På grund af den nye voldsomme konflikt med IS vil PKK blive fjernet fra terrorlisterne, forudser han.

Den 52-årige er blandt de mænd, der hos grønthandlere, pizzeriaejere og andre landet over har indsamlet penge til blandt andet tv-stationen Roj TV.

- Han har samlet ind i god tro, siger Thorkild Høyer og henviser til, at det foregik, før tv-stationen blev dømt for at være organ for PKK.

Talrige gange har den tiltalte, der i Tyrkiet ifølge sin forsvarer har været udsat for tortur, proppet kuverter med kontanter i Danske Banks døgnboks. Det viser overvågningsbilleder, som anklagerne har vist byretten.

Manden afviser at være med i PKK. Og han optræder ikke på de møder og telefonsamtaler, som politiet har aflyttet.

Forsvarerne fortsætter tirsdag og onsdag med deres afsluttende indlæg, før nævninger og dommere trækker sig tilbage for at votere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.