Advokat: Breivik inspirerer andre til terrorhandlinger
Massemorderen Anders Behring Breivik skal forhindres i at inspirere andre, lyder det fra norsk statsadvokat.
- Breivik inspirerer i højreekstremistiske miljøer, både i ord og handling, lyder det fra advokat for den norske stat Adele Matheson Mestad.
- Breivik inspirerer i højreekstremistiske miljøer, både i ord og handling, lyder det fra advokat for den norske stat Adele Matheson Mestad. Foto: Scanpix arkiv


Anders Behring Breivik skal ikke inspirere andre til at begå ekstreme handlinger fra sin celle.

Under tirsdagens retsmøde i Skien forsøger advokat for den norske stat Adele Matheson Mestad at påvise, hvordan den isolationsfængslede Anders Behring Breivik inspirerer andre til ekstreme handlinger.

- Breivik inspirerer i højreekstremistiske miljøer, både i ord og handling. Hans egen radikalisering skete ved hjælp af internettet. Han har som udtalt mål at drive et netværk fra cellen.

- Man behøver bare én Breivik til at dræbe 77 mennesker. Statens opgave er at forhindre, at en ny Breivik inspireres af ham fra cellen, lyder det fra advokaten.

Den 37-årige Breivik blev 24. august 2012 idømt 21 års forvaring for i juli 2011 at have skudt og dræbt 69 unge på øen Utøya og at stå bag en bombesprængning ved regeringshovedkvarteret i Oslo. I alt mistede 77 personer livet.

Nu har Breivik sagsøgt den norske stat for brud på menneskerettighederne, fordi han er utilfreds med sine afsoningsforhold. Retssagen kommer til at vare fire dage.

Advokat Mested koncentrerer sig om den del af menneskerettighederne, som handler om retten til privatliv og korrespondance.

- En indsat er naturligt nok begrænset til at have kontakt med omverdenen gennem samtale, telefon og brevkontakt.

Og ifølge Mestad må hensynet til samfundets sikkerhed veje tungere end hensynet til Breiviks eget ønske om at kommunikere med andre meningsfæller.

Mested læste blandt andet højt fra en rapport fra Kriminalomsorgen om handlinger, som skal være inspireret af Breiviks angreb.

Her var der blandt andet eksempler på to mænd i England, som blev dømt for racistisk motiveret hærværk i 2012.

- Han kan inspirere personer uden netværk til at gennemføre angreb. Det er angreb, som er vanskelige at afværge, siger Mested.

- Et af formålene med brevkontrollen er jo, at hans budskab bliver spredt til nettet og blogs. Vi har erfaret, at hans budskab hurtigt når ud på forskellige fora.

Advokaten anslår, at der rundt regnet er blevet sendt og modtaget 4000 breve fra og til Anders Breivik. Af dem er omkring 600 breve blevet nægtet.

- Det er et begrænset antal, siger hun.

Tirsdagens retsmøde blev afsluttet med en bøn fra dommer Helen Andenæs Sekulic til Breivik.

- Jeg beder dig om lade være med at komme med en sådan hilsen i morgen, som du kom med i dag, sagde hun og hentydede til, at Breivik heilede, da han fik håndjernene af, da retsmødet startede tirsdag morgen.

- Jeg vil se om, jeg kan tage hensyn til det, lød det blandt andet fra Breivik.

/ritzau/ NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.