Advokat bekræfter: Platini appellerer udelukkelse
Michel Platinis advokat bekræfter, at hans klient appellerer dommen på otte års udelukkelse fra fodbold.
Michel Platini har lørdag modtaget hele begrundelsen for den dom, han sammen med Sepp Blatter har fået. Franskmanden appellerer dommen mandag.
Michel Platini har lørdag modtaget hele begrundelsen for den dom, han sammen med Sepp Blatter har fået. Franskmanden appellerer dommen mandag. Foto: Michael Probst/AP


Uefa-præsident Michel Platini vil mandag appellere den dom på otte års udelukkelse fra al fodbold, som han fik 21. december.

Det siger hans advokat, Thibaud d'Ales, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Vi vil læse alle dokumenter og analysere dem, og så vil vi indgive vores appel på mandag, siger advokaten.

Udmeldingen kommer efter, at både Platini og Fifa-præsident Sepp Blatter lørdag har modtaget den fulde begrundelse for dommen, som Fifas etiske komité står bag.

Sepp Blatter blev lige som Platini idømt otte års udelukkelse fra fodbold.

At Platini appellerer dommen kommer ikke som en overraskelse. Få timer efter domsafsigelsen i december bekræftede han selv, at det ville ske. Her sagde også Blatter, at han ville appellere sin dom.

Både Platini og Blatter sagde, at de ville tage deres appelsag direkte til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), men Fifa har underrettet duoen om, at de i første omgang skal appellere i Fifa-regi.

Det er en overførsel på to millioner schweizerfranc fra Blatter til Platini i 2011, der ligger til grund for sagen. Overførslen strider mod Fifas regler omkring gaver, da det ikke kunne dokumenteres, at franskmanden havde krav på en så væsentlig pengegave.

Ifølge de to dømte var det betaling for noget arbejde for Fifa, som Platini udførte over et årti før udbetalingen.

Platini bekræftede torsdag, at han har trukket sit kandidatur til præsidentposten i Fifa, hvor Sepp Blatters afløser skal findes ved et valg 26. februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.