Forårs- og sommermånederne er den tid på året, hvor bryllupsklokkerne ringer allermest. Bryllupper er forbundet med en masse traditioner, som de fleste af os nok ikke kan huske, hvor egentlig stammer fra. Hvorfor er det nu, at bruden kaster brudebuketten, og hvorfor lyder traditionen, at bruden skal bære noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt?

En af de vigtigste traditioner er bryllupsringene, og selvom symbolikken ikke har ændret sig længe, kommer ringene i dag i mange forskellige farver og materialer. I butikker som Chanti er der eksempelvis et stort udvalg af forlovelsesringe i både klassisk guld og sølv og mere moderne alternativer som titanium og sort stål.

De ældgamle riger

Brug af ringe kan faktisk spores 4.800 år tilbage til det gamle Egypten, hvor blandt andet halvgræs og siv blev snoet og flettet omkring fingrene på kvinder, som en form for dekorativ pyntning. Cirklen symboliserede en evig og ubrudt kærlighed, og selve hullet var en metafor for en port, som parret træder igennem for at starte et nyt kapitel af deres liv sammen.

De gamle romere brugte også ringe, men hvor Egypternes brug var et symbol for kærlighed, brugte Romerne dem mere for at vise ejerskab. En måde hvorpå romerske mænd viste resten af befolkningen, hvilke kvinder, der tilhørte dem.

Først omkring år 860 begyndte ringene at dukke op i de kristne ægteskabsceremonier. Ringene dengang var dekorerede med duer og symboler, hvilket gjorde, at kirken modsatte sig brugen af ringe, da de mente, det var for hedensk. Omkring det 13. århundrede blev ringene derfor simplificeret med et renere look, som vi kender det i dag.

Venstre versus højre hånd

I forskellige tider og kulturer har ringen været placeret på forskellige fingre på begge hænder. I dag er det udbredt, at man bærer den på ringfingeren på venstre hånd. Det siges at stamme fra en gammel romersk tradition. Dengang troede man nemlig på, at denne finger havde en speciel åre kaldet ”Vena Amoris”, eller ”kærlighedens åre”, som var direkte forbundet til hjertet. Denne teori er siden blevet afvist ved hjælp af videnskab, men det den specielle fortælling gør, at især håbløse romantikere ser myten som noget, de gerne vil holde fast i.

En mere praktisk teori lyder på, at man bærer ringen på venstre hånd, da størstedelen af verdenen er højrehåndet, og man derved bruger den hånd mest. For at undgå skader og slid, placerer man derfor ringen på den venstre og mere ubrugte hånd. Ligeledes siges det, at man bruger ringfingeren, da det er den næstmindst brugte finger på hånden efter lillefingeren. Lillefingeren undgås nemlig på grund af den lille størrelse, som vil gøre det svært at indgravere tekst og symboler på ringe i den størrelse.

Traditionerne er mange, og undersøger man de andre nærmere, vil man garanteret lære nogle nye ting, man ikke vidste. Det hele er dog en romantisk og sjov del af bryllupskulturen.

Ovenstående indhold er sponsoreret