Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
"Det er dybt umenneskeligt, at syge mennesker i årevis bliver kastet rundt i det kommunale system. Det vil være rimeligt med en tidsfrist. Derfor foreslår vi i Gigtforeningen, at der indføres en afklaringsgaranti på 12 måneder, så den enkelte kan få ro om sin situation og komme videre med sit liv."
Det siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind. Hun fortsætter:
"En afklaringsgaranti skal sikre, at mennesker, der er langtidssygemeldte, får en garanti for, at der senest 12 måneder efter sygedagpengenes ophør er truffet afgørelse om en varig løsning. Løsningen kan være fleksjob (evt. af afgrænset varighed), førtidspension eller revalidering."
Forslaget om en afklaringsgaranti kommer på baggrund af, at Gigtforeningen får et stigende antal henvendelser fra syge mennesker, som oplever at blive kastet rundt i systemet i årevis. Arbejdsprøvning på arbejdsprøvning, vurdering på vurdering, forløb efter forløb. Der er eksempler på, at kommuner bruger op til otte år på at finde ud af, om borgere er berettiget til fleksjob.
Modellen om en fast tidsfrist kendes fra sundhedsvæsenet, hvor der i 2013 blev indført en udredningsret (diagnosegaranti).
"Sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, kontanthjælp eller ingenting - ydelsen er forskellig, men oftest er situationen den samme: En person med alvorlig sygdom bliver fastholdt i et kommunalt hamsterhjul uden udsigt til afklaring. Det er både fysisk og psykisk nedslidende at leve i et vakuum, hvor fremtiden på arbejdsmarkedet og ens økonomiske situation er uafklaret. Med en afklaringsgaranti vil den sygemeldte inden for 12 måneder få klarhed over sin situation og vil kunne begynde sit nye liv," siger Mette Bryde Lind og understreger:
"I Gigtforeningen anerkender vi, at det kan tage tid at afklare en borgers arbejdsevne. Men det hjælper ikke nogen at være under afklaring i årevis, tværtimod. At den enkeltes ressourcer og arbejdsevne så ændrer sig på sigt, må systemet tage hånd om."
Fakta
Omkring 90.000 personer har årligt et sygedagpengeforløb på over 22 uger (Arbejdsmarkedsstyrelsen, 2012), der i dag er varighedsbegrænsningen. Herefter overgår de til jobafklaringsforløb, hvis de ikke opfylder forlængelseskriterierne.
Afklaringsgarantien er relevant for alle, der ikke kan forlænges efter forlængelsesregler. Indenfor 12 måneder efter ophør af sygedagpenge skal borgeren overgå til revalidering, fleksjob eller førtidspension.
Bevægeapparatsygdomme er den anden hyppigste årsag til førtidspension og den hyppigste årsag til længerevarende sygefravær.
For flere oplysninger eller kommentarer, kontakt:
Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen, tlf. 39 77 80 36 / mob. 24 40 17 13
eller
Birgitte Vinding, pressechef i Gigtforeningen, tlf. 39 77 80 14 / mob. 20 97 49 08
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.